Tirsdag underskrev Israel en historisk fredsaftale. Så begyndte sirenerne at hyle og afslørede den virkelige historie

Analyse: I denne uge sluttede Netanyahu »fred« med to arabiske lande. Der er bare ét problem: Ingen af dem er Israels egentlige fjender.

Det var en festdag, da Israels premierminister, Benjamin Netanyahu, (t.v.) og Bahrains udenrigsminister, Abdullah al-Zayani, og De Forenede Arabiske Emiraters udenrigsminister, Abdullah bin Zayed al-Nahyan (længst til højre) underskrev en normaliseringsaftale mellem Israel og de to arabiske lande. Her står de sammen med deres vært, USAs præsident, Donald Trump. Saul Loeb/AFP/Ritzau Scanpix

Det skulle være en festdag, da Israels premierminister Benjamin Netanyahu, flankeret af USAs præsident Donald Trump og udenrigsministrene fra De Forenede Arabiske Emirater og Bahrain tirsdag aften kunne underskrive en »historisk fredsaftale« mellem de to arabiske golfstater og Israel. Og det var historisk. Og det var en festdag.

Men samtidig med at lovordene faldt i Washington, begyndte sirenerne at hyle hjemme i Israel og afslørede en anden, dyster side af historien.