Tirsdag går det løs: Protestkandidaterne stormer frem

Vælgerne i New Hampshire er i tvivl op til dagens primærvalg. Bernie Sanders og Donald Trump står til at vinde stort, selv om vælgerne i den nordøstlige delstat normalt vil stemme på midterkandidater.

Skal man tro meningsmålingerne, vil Donald Trump og Bernie Sanders sejre ved dagens valg i New Hampshire – en stat, der normalt stemmer på midterkandidater som Marco Rubio (billedet). Foto: Carlo Allegri Fold sammen
Læs mere

CONCORD: Mangemilliardæren og republikaneren Donald Trump og den demokratiske socialist Bernie Sanders ser ud til at vinde valget tirsdag i den amerikanske stat New Hampshire. I hvert fald hvis man skal tro meningsmålingerne.

Mens det ikke er svært at finde Bernie Sanders’ tilhængere i delstaten, kniber det til gengæld gevaldigt med at finde en New Hampshire-borger, der ubetinget og åbent støtter Donald Trump. For i New Hampshire er man mere til midten end til yderfløjene, om det så gælder Demokraterne eller Republikanerne. Men Donald Trump og Bernie Sanders er så undtagelserne, hvis man skal tro meningsmålingerne, der var fremme dagen før valget.

»Jeg kunne godt finde på at stemme på Trump. Jeg synes, at han er en fornyelse. Problemet er, at jeg ikke rigtigt ved, hvad jeg i så fald i virkeligheden stemmer på ud over at protestere over det, der foregår i Washington. Jeg ved faktisk ikke, hvor Trump står, når det gælder nogle af de spørgsmål, der optager mig – økonomien, skatterne og arbejdsløsheden. Jeg synes, at Donald Trump er for lidt konkret, hvad angår dette,« siger den 45-årige Al, som har været arbejdsløs i flere perioder, men nu arbejder i en større butikskæde i byen Ames i New Hampshire.

Han gør, som de fleste andre i New Hampshire gør op til valget: Shopper rundt blandt kandidaterne, der har ført intens valgkamp overalt i den lille delstat. Så Al har været hos Trump og hos en republikansk midterpolitiker, Jeb Bush, der lige pludselig klarer sig betydeligt bedre end i de nationale målinger. Den tidligere guvernør fra Florida står til at få ti procent, hvilket er imponerende i forhold til, at han hidtil har haft meget svært ved at slå igennem.

»Vi er i en stat, hvor vi forlanger af vores politikere, at de samarbejder. Det tror jeg faktisk, at Jeb Bush kan. Men til gengæld tvivler jeg på, at han kan få noget gennemført – Jeb Bush er ikke overbevisende, når han skal »sælge« sin politik,« forklarer Al.

Hvis Al skal give et bud på, hvad der virkeligt betyder noget for vælgerne, så er det økonomi, skatter, arbejdsløshed og sikkerhed mod terrorister. Økonomien står i forreste række hos de fleste vælgere, som Berlingske møder.

»Han kender alt til at mangle penge«

Hos en anden republikansk kandidat, Marco Rubio, som også står relativt stærkt i Iowa, siger den 38-årige Beth Simons, at Marco Rubio rammer hende rent, fordi han er opvokset i et hjem, hvor man ikke havde ret mange penge i det daglige.

»Jeg vil gerne stemme på en person, der på egen krop kender til det at tilhøre samfundets bund. Marco Rubio er søn af immigranter. Hans far var bartender, så han kan tale med om, hvad det vil sige at måtte kæmpe sig frem. Jeg har været arbejdsløs masser af gange, haft lavtlønsjob og kender alt til at skulle strække pengene sidst på måneden. Jeg overvejer også at stemme på Donald Trump, fordi jeg tror, at han kan få gennemført en lang række ting, som er nødvendige for at få USA tilbage som en økonomisk stormagt. Men Rubio virker mere ærlig og som en mand, der kan få noget gennemført«, siger Beth Simons.

Altså ingen klare meldinger, der kan kaste et lys over, hvorfor Trump og Sanders står så stærkt, som det ser ud lige nu. Men der er ingen tvivl om, at også folk i New Hampshire gerne vil prøve noget nyt. Det er også deres opfattelse, at der hersker kaotiske tilstande i Washington, og at lovgivningsarbejdet stort set er gået i stå, fordi Republikanere og Demokraterne ikke kan samarbejde.

»Der er så megen vrede i politik«

»Det er virkeligt sørgeligt at se, hvordan samarbejdet er ødelagt. Det mærker vi også i New Hampshire. Det er ikke så mange år siden, at vi kom i hinandens hjem, talte sammen og fik tingene til at ske. I dag er politik blevet så brutalt, at man næsten ikke orker at blande sig. Der er i dag så megen vrede i politik, at det er svært for os borgere at se, at der virkelig sker noget,« siger flere vælgere næsten samstemmende ved valgmøderne.

»Normalt ville jeg stemme på en Bush eller på en John Kasich (midterrepublikansk præsidentkandidat, der også er guvernør i Ohio, red.). Men jeg tror ikke, at de to passer ind i den nye form for politik. De er ikke brutale, og det er desværre det, der skal til. Jeg ved ikke, om jeg stemmer på Trump. Måske, for han siger tingene, som de er. Men i så fald er det kun fordi, at jeg tror på, at han kan gøre en forskel, fordi han netop ikke er en del af det politiske liv i Washington. Men så vil jeg også gøre det stik modsatte af det, jeg plejer at gøre. Politikere som kan tale sig til rette om tingene. Det er jeg ikke sikker på, at Trump kan. Men han kan måske med sin direkte facon få folk til at samarbejde. Det må man håbe,« siger Al.