Timosjenko: »I skal fortsætte indtil Ukraine har fået sin frihed«

Den løsladte ukrainske oppositionsprofil Julia Timosjenko blev lørdag aften tiljublet på Uafhængighedspladsen i Kiev.

Foto: YANNIS BEHRAKIS

UKRAINE: Den tidligere ukrainske premierminister og oppositionsprofil Julia Timosjenko talte lørdag aften længe og bevæget til demonstranterne på Uafhængighedspladsen i Kiev.

Den i flere år fængslede Timosjenko, der blev løsladt tidligere lørdag, blev mødt med taktfaste jubelråb »Julia, Julia, Julia« og klapsalver, da hun kørte på scenen i den kørestol, hun sidder i på grund af en rygskade.

Blandt andet sagde Timosjenko, at hun bebrejdede sig selv, at hun på grund af sin fængselsdom ikke havde været i stand til at deltage på barrikaderne sammen med de demonstrerende, og hun opfordrede folkemængden til at fortsætte kampen.

»I er helte, I er det bedste, Ukraine har. Jeres kræfter er ubøjelige, I skal fortsætte indtil Ukraine har fået sin frihed,« sagde hun blandt andet ifølge TV 2 News, og fortsatte:

»Helte dør ikke. Ofrene har givet deres liv, så vi kan vælge en ny vej for Ukraine.«

Julia Timosjenko, der af nogle eksperter regnes som en mulig præsidentkandidat i Ukraine, mens andre vurderer hendes fortid som værende for belastet, langede også ud efter den afsatte præsident Viktor Janukovitj og opfordrede ham til ikke at »flygte« fra sit ansvar for de mange dræbte i de seneste dages kampe i Kiev.

Samtidig appellerede hun til folk på Uafhængighedspladsen om ikke at gå hjem, men holde fast og ikke forlade deres poster, før en ny regering er indsat.

»I må ikke stoppe endnu,« lød det ifølge AFP fra Timosjenko.

Inden sin tale lagde Timosjenko blomster på et af de steder, hvor mange demonstranter i de seneste dage har mistet livet under urolighederne i Kiev.

Under sin tale forsikrede hun, at de lever videre i kraft af deres modige handlinger, og hun opfordrede til, at de ansvarlige for de seneste dages mere end 70 drab, bliver retsforfulgt.

På vej mod Uafhængighedspladsen gjorde hun også klart, at hun har en klar forventning om, at Ukraine kan blive en del af EU.

»Jeg er sikker på, at Ukraine bliver EU-medlem i den nærmeste fremtid, og det vil ændre alt,« siger hun ifølge nyhedsbureauet Interfax.

Netop Ukraines splittelse mellem en østlig del, som orienterer sig mod nabolandet Rusland, og en vestlig del, der vender sig mod EU, har ifølge flere eksperter været en af årsagerne til urolighederne i landet.

Sidste år afbrød præsident Janukovitj forhandlingerne om en handels- og associeringsaftale med EU, og det blev startskuddet til de protester, som nu ser ud til at have kostet ham magten i Ukraine.