Den amerikanske guvernør i delstaten Minnesota og tidligere vicepræsidentkandidat, Tim Walz, kalder den amerikanske regerings udlægning af en skudepisode i byen Minneapolis for "propaganda".
Det skriver han i et opslag på X.
Onsdag skød en betjent fra immigrationsmyndigheden ICE en 37-årig kvinde under, hvad myndigheden beskriver som, en "målrettet operation" i området.
Ifølge ministeriet for indenrigssikkerhed begyndte demonstranter under operationen at blokere for ICE-betjentene med deres biler, hvorefter en af demonstranterne "forsøgte at bruge sin bil som et våben".
- En ICE-betjent, der frygtede for sit eget liv, sine kollegaers liv og offentlighedens sikkerhed, affyrede defensive skud, skriver ministeriet i et opslag på X.
Men den forklaring køber Walz ikke.
- Jeg har set videoen. Jeg tror ikke på den propagandamaskine. Delstaten vil sørge for, at der er en omfattende, fair og hurtig efterforskning, skriver han.
Heller ikke byens borgmester, Jacob Frey, giver meget for den forklaring, som han kalder for noget vrøvl (bullshit).
Under en pressekonference bad borgmesteren desuden ICE-betjentene om at "Skride ad helvede til ud af Minneapolis" (get the fuck out).
- Vi vil ikke have jer her.
Ifølge The New York Times beskriver han skyderiet som "en agent, der hensynsløst brugte magt, der resulterede i, at nogle døde - blev dræbt".
Episoden har også fået USA's præsident, Donald Trump, til tasterne.
I et opslag på Truth Social skriver han, at betjenten "ser ud til at have skudt hende i selvforsvar".
Ifølge The New York Times har betjentene forladt gerningsstedet for skyderiet.
Hundredvis af demonstranter fulgte ifølge den amerikanske avis efter dem, kastede snebolde og råbte "ICE ud nu".
/ritzau/
