Tiltalt erkender kronjuvel-tyveri efter fund af dna-spor

Efter ellers at have nægtet sin skyld, erkender en 22-årig mand nu, at han i sommer stjal svenske kronjuveler.

En ung mand, der er tiltalt for sidste sommer at have stjålet kronjuveler fra en svensk domkirke, har hidtil nægtet sig skyldig.

Men i et afsluttende retsmøde fredag ændrede den 22-årige mand sin forklaring og erkendte tyveriet.

Årsagen til erkendelsen skal findes i, at kronjuvelerne i sidste uge blev fundet i en skraldespand. Og på juvelerne har dna-test afsløret den 22-åriges dna.

»Det er mig, som har begået tyveriet,« sagde den 22-årige i retten.

Ifølge hans advokat, Johan Eriksson, er det ret overbevisende materiale, som er fundet. Derfor overgiver hans klient sig og erkender.

Anklager Reena Devgun har i retten argumenteret for, at den unge mand skal idømmes seks års fængsel for tyveriet, som hun mener er groft. Det skyldes blandt andet kronjuvelernes kulturhistoriske værdi.

Det mener mandens advokat derimod er en alt for streng straf. Han går i stedet efter en straf på omkring tre års fængsel.

Kronjuvelerne tilhørte Gustav Vasas søn Karl IX.

Han var konge fra 1604 til sin død i 1611 og nåede i den tid at bekrige Danmarks kong Christian IV under Kalmarkrigen.

Da Karl IX og siden hans dronning, Kristina, døde, blev de begravet med deres kroner, som senere blev hentet op fra graven og udstillet i en glasmontre i domkirken i Strängnäs knap 100 kilometer vest for Stockholm.

/ritzau/TT