Tillykke, præsident: Putin fejrer 65-års fødselsdag til lyden af vrede slagord

Hundreder anholdt under demonstrationer på Vladimir Putins fødselsdag. Den russiske præsident brugte den runde dag på at holde møder, siger Kreml.

Demonstranter gik i optog i Moskva i protest mod fængslingen af oppositionspolitikeren Aleksej Navalnyj. Fold sammen
Læs mere
Foto: VASILY MAXIMOV

Vladimir Putin fejrede lørdag sin 65-års fødselsdag til tonerne af arrige slagord fra demonstranter og hengivne lykønskninger fra sine politiske allierede.

I den russiske hovedstad marcherede tilhængere af den fængslede oppositionsleder Aleksej Navalnyj gennem gaderne, mens de råbte »Putin på pension«. Mindst 260 blev tilbageholdt af politiet i flere russiske byer.

Fra Putins allierede lød andre toner. Den tjetjenske leder Ramsan Kadyrov lykønskede præsidenten med et løfte om fortsat at tjene Ruslands leder gennem 18 år »med en søns ærbødighed«.

Et parlamentsmedlem fra det regerende parti, Vladimir Burmatov, postede et billede af Putin i ishockeyudstyr og teksten: »Putin består, Rusland består«.

På gaderne i nogle af landets største byer luftede demonstranter modsat håbet om Putins snarlige afgang. I storbyer fra Jekaterinburg og Omsk i Sibirien til Skt. Petersborg ved Østersøen protesterede tilhængere mod fængslingen af oppositionspolitikeren Aleksej Navalnyj, der ønsker at opstille til præsidentvalget til marts.

Protest mod fængsling

Det afviser myndighederne med henvisning til en tre år gammel bedrageridom. Partilederen har de seneste måneder holdt vælgermøder i en række russiske millionbyer, selvom lokale valgkontorer er blevet ramt af ransagninger, overfald og anholdelser.

Mandag fik Navalnyj endnu en dom på tre ugers fængsel for at indkalde til demonstrationer, der ifølge myndighederne er ulovlige. Det var den seneste fængsling, der fik Navalnyjs parti til i protest at indkaldte til demonstrationer på præsidentens fødselsdag.

Det endte lørdag i masseanholdelser. Politifolk ransagede Navalnyjs partikontor i Moskva og anholdt flere medarbejdere. Mindst 262 blev anholdt i blandt andet Skt. Petersborg, Jekaterinburg og Moskva, rapporterer den russiske netavis OVD-Info lørdag aften.

I Moskva trodsede op mod 2.000 demonstranter den silende regn og marcherede ned af byens centrale Tverskaja-gade. Nogle bar en 'fødselsdagsgave' til Putin med påskriften 'pension'.

»Putins fjerde periode bliver i fængslet,« råbte demonstranterne.

Næste runde fødselsdag som præsident

Demonstrationerne var således mindre end tidligere protestmøder i marts og juni, da flere end 50.000 var på gaden. Over 1,800 blev anholdt efter demonstrationen i marts.

Russisk stats-tv markerede dagen med billeder af en smilende præsident på vej til møde. Putin blev angiveligt lykønsket af udenlandske grafittimalere, der hyldede ham med vægmalerier i Berlin, Barcelona, Paris og den syriske hovedstad Damaskus, rapporterede det statslige nyhedsprogram Vesti.

Ifølge Kremls pressetjeneste brugte Putin dagen på blandt andet møder i landets sikkerhedsråd.

Putin ventes at opstille til endnu en præsidentperiode ved valget i marts. Præsidentperioden er tidligere blevet forlænget til seks år. Dermed vil Putin med et genvalg også kunne fejre sin 70-års fødselsdag på præsidentposten.

OPDATERET 19.30: Opdateret med nye tal for antal tilbageholdte demonstranter.

Simon Kruse er Berlingskes korrespondent i Rusland