Tilbage til spøgelsesbyen

Irland udråbes som forbillede for Europas kriseøkonomier. Men landet, der blev reddet fra statsbankerot, er på ny i recession. Berlingske drog tilbage til et af Irlands forladte boligkvarterer i det nordlige Dublin, hvor tyve, rotter og gaslæk i dag skaber utryghed.

Alene hjemme: Marian og Frank Gleeson bor med deres fire børn i en af Irlands over 600 »Ghost Towns«. De nybyggede boligkvarterer med næsten kun tomme huse er blevet symbolet på den vilde boligspekulation, som fik de irske banker til at vælte omkuld, da finanskrisen satte ind i 2008. Foto: Linda Kastrup Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Det var familien Gleesons ultimative drømmehus. 325 kvadratmeter, fem soveværelser, tre stuer på stribe, have og så i et helt nybygget boligkvarter i det nordlige Dublin – med 56 nybyggede huse på villaveje, hvor familiens fire børn kunne få masser af nye venner.

Alligevel sidder Marian Gleeson i dag nedtrykt i sin sofa og taler om, at hvis hun frit kunne vælge, »ville jeg flytte i morgen«.

For så snart hun og familien går uden for døren, er det som at være med i en dommedagsfilm. I indkørslerne foran kvarterets ellers attraktive huse i røde sten holder ingen biler, ingen børn leger på gaden, og intet kan ses i vinduerne. Gade op og gade ned står kvarterets nybyggerhuse, der aldrig har været beboet, tomme og forfalder.

49-årige Marian Gleeson og hendes 47-årige mand, Frank, flyttede ind i deres nye hus i sommeren 2008, men umiddelbart efter begyndte mareridtet: Håndværkerne, som var ved at færdiggøre resten af kvarterets nye huse, drog på to ugers ferie. De vendte aldrig tilbage.

Hul på boblen

For den globale finanskrise prikkede hul på Irlands gigantiske boligboble og satte alt byggeri og hussalg i stå fra den ene dag til den anden. I dag er der – som Gleesons kvarter – over 600 nybyggede såkaldte Ghost Towns på tværs af Irland, som står delvist eller helt tomme. Huspriserne er samtidig raslet ned. Familien Gleeson betalte én million euro – omkring 7,5 mio. kr. I dag er huset usælgeligt, og udbudsprisen ville være maksimalt det halve.

Berlingske besøgte første gang familien Gleeson i spøgelsesbyen, umiddelbart efter at Irland i november 2010 havde fået nødlån for at undgå statsbankerot. Dengang var kun seks af de 56 huse blevet solgt. Sådan er det stadig, forklarer ægteparret i dag, hvor Berlingske er vendt tilbage to et halvt år senere. For ingen vil købe. Otte af husene er dog blevet lejet ud. Men tristessen tager alligevel bare til, fortæller Marian Gleeson.

»I sidste uge var der et stort gaslæk i kvarteret, fordi tyve bryder ind i de tomme huse, hvor de stjæler de installerede kobberrør til gas. Tyve stjæler også alt fra isatte termoruder til kloakdæksler, og det får rotterne til at pible op.«

Paradokset Irland

Irland har på rekordtid udviklet sig til et paradoks.

På den ene side lever folk et betydeligt mindre spændende og mere nøjsomt liv end under årene med buldrende økonomi, hvor selv børn af fårefarmere blev til rigmænd og førte sig frem med paladser og helikoptere, og hvor stjerner som Pavarotti blev fløjet ind for at underholde til fancy privatfester. Det var i den periode, Irland fik tilnavnet Den Keltiske Tiger med henvisning til de fremstormende, østasiatiske »tiger-økonomier«.

På den anden side udråbes Irland som et forbillede for Europas øvrige kriseøkonomier, efter at irerne uden så megen brok har formået at overholde de skrappe betingelser om nedskæringer for at få nødlånet på 85 mia. euro, som de fik fra EU og Den Internationale Valutafond (IMF).

Irland bliver sandsynligvis det første land, der kan fremvise en model, som skaber en slags præcedens for, hvordan et land skal komme ovenpå igen efter noget nær kollaps. Uanset om det så gælder Grækenland, Portugal eller Cypern, der også har fået nødlån for at undgå statsbankerot, eller lande som Spanien og til dels Italien, der tilbagevendende vakler på kanten af et økonomisk sammenbrud, og som frygtes også en dag at måtte reddes af nødlån.

Europas syge mand

Irlands premierminister, Enda Kenny, har fået rettet op på nationens økonomiske sundhedstilstand med en barsk cocktail af helt nye skatter, skattestigninger plus nedskæringer svarende til næsten en femtedel af landets bruttonationalprodukt (BNP).

Irernes anstrengelser for at nå målet om at sikre såvel overlevelse som at generobre sin økonomiske og politiske selvstændighed afslører, at det ikke altid handler om størrelsen – republikken har blot 4,6 mio. indbyggere – men også om indstilling. Mens offentlige forringelser i lande som Grækenland har skabt bølger af vrede protester, så er irerne mere realistiske. Demonstrationer har der været, men de er mindre, færre og mere afdæmpede.

Det ligger i irernes DNA, at man i krisetider kæmper sig tilbage, sådan som Irland også gjorde efter at være blevet udråbt som »Europas syge mand« op gennem 1980erne. Men ligesom Irlands digtere og musikere har et globalt publikum, så studeres landets redningsplaner i dag, som var det stor litteratur. Målene for lånepakken fra EU og IMF er netop nået for 11. kvartal i træk. Nødlånets udstedere roser Irlands fremskridt.

»Eksemplarisk,« har det lydt fra Christine Lagarde, direktøren for IMF.

»Redningsprogrammer kan virke – der er lys for enden af tunnelen,« har José Manuel Barroso, formand for EU-Kommissionen, sagt.

Præsidenten for Den Europæiske Centralbank (ECB), Mario Draghi, har på samme måde beskrevet Irland som en »model for at overholde det makroøkonomiske justeringsprogram«.

Långiverne har også siden nytår hjulpet irerne yderligere til deres økonomiske comeback ved at forlænge løbetiden på lån og nedsætte renten på lån. Den irske regering kæmper nu for at få dækket udgifterne til sin redning af landets banker med tilbagevirkende kraft, nu hvor det er blevet muligt med euroredningsfonden ESM.

For Den Keltiske Tiger brøler trods alt ikke som tidligere – den slikker stadig sine sårede poter, mens den forsøger at rejse sig.

Skår bliver der nu også slået i den internationale eufori over Irlands fremskridt, eftersom tal afslører, at Irland er røget tilbage i recession.

I første kvartal af i år skrumpede den irske økonomi med 0,6 procent, viser tal fra Irlands Centrale Statistiske Kontor, der efter en samtidig nedjustering af tal fra sidste år konstaterer, at der har været et fald i BNP tre kvartaler i træk. Fald i BNP to kvartaler i træk er lig med recession. Økonomiens svaghed i årets første måneder er drevet af et fald i eksporten på et kriseramt globalt marked.

Irske cheføkonomer, såsom Marie Sherlock fra Irlands største fagforening Siptu, taler om, at den tilbagevendte recession efter en periode med svag vækst er »en kraftig påmindelse om skrøbeligheden ved den irske bedring«.

Forbruget på vågeblus

Den nye recession er også til dels fremprovokeret af, at irerne selv holder mere på pengene og forbruger mindre midt i en krisetid. Hjemme hos familien Gleeson i spøgelsesbyen har de også skåret kraftigt ned.

»Vi går mindre ud, vi skifter ikke længere vores to biler ud hvert tredje år, og vi tager ikke længere to ugers ferie til Florida,« siger Frank Gleeson.

Til trods for at Frank og Marian Gleeson har tabt millioner på deres hus og er teknisk insolvente, har de dog en bedre privatøkonomi end de fleste, da han har et godt job som detaildirektør i Topaz, Irlands største olieselskab.

Under interviewet står det dog pludselig klart, at ægteparret slet ikke har samme tro på Irlands fremtid, og at han også er betydeligt mere optimistisk end sin kone med hensyn til deres eget liv. For hun berøres meget mere af at leve midt mellem tomme huse med rotter, gaslæk og indbrud end han, da hun er hjemmegående, hvorfor hun konstant konfronteres med familiens forfejlede huskøb og livet i spøgelsesbyen.

»Ja, mig rører det mindre,« siger Frank Glee­son. »Men jeg tager også af sted på arbejde tidligt om morgenen og kommer først hjem om aftenen og skal ikke sørge for at hente og bringe børn.«

Han lægger heller ikke skjul på, at han med sit arbejde får en masse inspiration og energi. Så er han på forretningsrejse til Brasilien, så til Canada, så til Spanien. Denne dag er han netop kommet hjem fra en tur til Galway på den irske vestkyst for at forsøge at sikre sig en ny kontrakt om levering af benzin og diesel til en forhandler, der er ved at bygge en ny benzinstation til små 20 mio. kr.

»For mig viser det, at der trods alt sker fremskridt. Selv om der er recession, ingen køber store huse, og salget af nye biler er droppet til det halve, så ser vi i firmaet eksempelvis, at vores salg af diesel er gået ti procent op. Som forretningsmand oplever jeg, at troen langsomt kommer tilbage,« siger Frank Gleeson og tilføjer:

»Da Irland fik nødlån i 2010 for at undgå statsbankerot, havde irerne intet håb til fremtiden, da det så ud som om, armoden ville vare evigt. Nu kommer regeringen snart med en ny runde nedskæringer, som formentlig bliver de sidste. Til gengæld har de – herunder en sænkelse af mindstelønnen – gjort os konkurrencedygtige og klar til, når verdensøkonomien forhåbentlig snart kommer på fode igen.«

At regeringens milliardstore nedskæringer og den sløjere økonomi har haft store personlige omkostninger for mange, har Frank Gleeson mindre forståelse for. »Folk må forstå, at det handler om at justere. De overlever.«

Her bryder Marian irriteret ind og udbryder, at hendes mands holdninger blot afspejler, at han »omgås så meget med rige mennesker«.

Hun ser nemlig markant anderledes på, at den irske befolkning rammes så hårdt, herunder af en arbejdsløshed på 13,6 procent – den fjerdehøjeste i Europa. Så mens hendes mand mest taler i forretningstermer, så er hun mest optaget af alle dem, »der i dag lever under sultegrænsen«. For at illustrere trækker hun sine egne søskendes situation frem.

»Særligt min søster hutler sig igennem med noget rengøringsjob,« siger Marian Glee­son trist.

Men også hendes brødre, påpeger hun, har fået vendt op og ned på deres liv. Alle tre brødre arbejdede i byggebranchen under den store optur. Den ene som tømrer, den anden som maler og den tredje som bygningsarbejder. Men da boligboblen bristede i 2008, mistede de alle deres job, og da Berlingske besøgte familien Gleeson sidst i 2010, havde de alle længe været arbejdsløse. En af brødrene overvejede at følge efter de titusindvis af andre irske unge, der rejser til udlandet – særligt Canada og Australien – for at prøve lykken. Men alle tre brødre er blevet i Irland, fortæller Marian Gleeson i dag.

»Før tjente de i byggebranchen op til 100.000 euro om året. Nu tjener de en tredjedel. En af dem har fået halvdagsjob på turistkontoret, en har job som lastbilchauffør og den sidste er blevet vagt i lufthavnen. For dem alle er det blevet svært at få det hele til at hænge sammen økonomisk.«