Til sidst grinte kun Julian Assange

Han begyndte som en folkehelt, og nu er han endt i et selskab af de sande troende, de truende og de tyvende. Putin er hans sponsor og Trump hans begunstigede. Og Hillary Clinton var ikke færdig onsdag.

Manden bag Wikileaks, Julian Assange, opførte sig, som om »han var opvokset blandt ulve«, skriver hans højrehånd, Daniel Domscheit-Berg, i sin bog »Inside Wikileaks«. Foto: Jack Taylor/AFP Fold sammen
Læs mere

De sande troende mener, at Pluto er en planet – og de sande troende mener også, at Julian Assange er en stjerne.

 

Onsdag var Hillary Clinton færdig.

Julian Assange skulle afsløre et-eller-andet, som ville gøre hende færdig, og Donald Trump og hans støtter sad på pinde i USA. Og journalister skrev om det.

10-9-8-7-6 ... Julian Assange skulle have talt fra en balkon på Ecuadors ambassade, men han var bange for, at Hillary Clintons ville snigmyrde ham, og i stedet talte han via weblink.

... 5-4-3-2-1.

Julian Assange gik på og talte langt om sine egne fortræffeligheder, om sin rolle i verden og sin kommende bog.

Og Hillary Clinton? Var hun færdig onsdag?

Onsdag nåede hun de bedste opinionstal i to måneder og var ifølge analytikerne 80 pct. sikker på at blive valgt som amerikansk præsident.

God ide, men ...

Wikileaks begyndte som en god idé. I det mindste i teorien:

At beboerne i verden har et krav på at få at vide, hvad der foregår i verden.

Praksis var lidt sværere at håndtere end ideen. Da Wikileaks offentliggjorde en video, som viste, hvordan to amerikanske Apache-helikoptere i 2007 mejede civile ned i Bagdad – så var det et relevant bidrag til diskussionen om krigen. Men det var sværere at forsvare, da Wikileaks helt uredigeret offentliggjorde navnene på systemkritikere i arabiske lande, kilder hos al-Qaeda og Taleban og amerikanske kilder i alverdens hovedstæder.

»Wikileaks var skyld i, at mennesker blev intimideret, fængslet og dræbt,« som en talsmand for det amerikanske udenrigsministerium har sagt til Telegraph.

Det var på det tidspunkt, hvor velansete medier som New York Times og The Guardian afbrød samarbejdet med Wikileaks, og det var også på det tidspunkt, hvor Wikileaks udviklede sig til et højtgearet solo-show for Julian Assange.

Assange opførte sig, som om »han var opvokset blandt ulve«, skriver hans højrehånd, Daniel Domscheit-Berg, i sin bog »Inside Wikileaks«. Assange ville være alfahannen og tolererede ikke andre. Han var en megaloman, som opfattede sig selv som »kejseren på balkonen«, og han behandlede folkene omkring sig som skidt.

Samtidig var han også rystende ligeglad med sikkerheden for de mennesker, som lækkede til Wikileaks, og med sikkerheden for de mennesker, som optrådte i oplysningerne. Han behandlede det hele som »legetøj for sit ego«, skriver Domscheit-Berg. Wikileaks fik bl.a. fingre i kundelister fra Bank of America og den amerikanske no-fly liste, og Assange ville bare offentliggøre alt. Det endte med, at Domscheit-Berg og andre nøglemedarbejdere måtte gemme materialet af vejen, så Assange ikke kunne få fat i det, skriver han.

Og det var også på det tidspunkt, at Assange besluttede sig for at besøge Sverige.

Bange for HIV

Besøget i Sverige er et omdrejningspunkt i historien om Assange, og det er blevet så politiseret, at kendsgerningerne – næsten – fortaber sig.

For nyligt offentliggjorde New York Observer en længere gennemgang af forløbet, og hvis man skal tro den, er Sverige ikke et land, men en sindstilstand; det er et mørkt og paranoidt amazonesamfund, hvor mænd i gamle dage sov med dyrene i stalden – og sådan mener svenske kvinder, at det stadig burde være, skriver Observer, som er ejet af Donald Trumps svigersøn.

Omvendt er der redegørelsen fra den svenske anklagemyndighed, som siger, at Assange tvang sig til sex med to kvinder, og at han under samlejet med vilje bristede kondomet – og dermed gjorde begge kvinders livsensrædde for HIV. Derfor gik de i første omgang til politiet for at tvinge Assange til at aflægge en HIV-test.

Daniel Domscheit-Berg giver også på dette punkt et interessant indblik i Assanges tankegang. Han skriver, at Assange under sine rejser jorden rundt forførte unge kvinder – så unge som muligt – og at han ofte pralede af, »hvor mange børn, han fædrede i forskellige dele af verden. Han synes at elske ideen om en hel masse små Julian’er, én på hvert kontinent«.

Sagen i Sverige blev til en straffesag og til en international efterlysning gennem Interpol, og Assange endte til sidst i 2012 i sit nuværende asyl på Ecuadors ambassade i London.

Undervejs brød Domscheit-Berg og en række andre med Assange, fordi Assange – i stedet for at konfrontere anklagerne og myndighederne – stak af fra dem og dermed trak Wikileaks med sig i flugten og faldet. Wikileaks havde altid haft et element af lovløshed, men nu havde det ikke længere noget at have den i.

Putins nyttige femtekolonne

Så hvad nu? Pengene var få, de bedste folk væk, posen med hemmeligheder tom, og chefen gemte sig for anklager om dobbelt voldtægt.

Hjælpen kom fra Rusland, som New York Times i forrige måned afdækkede.

Vladimir Putin så mulighederne i at have en nyttig femtekolonne placeret i den vestlige verden og med en godtroende base af tilhængere; Assange fik sit eget show på den russiske propagandakanal RT, og den russiske efterretningstjeneste fodrede ham med oplysninger, som han skulle plante, skriver avisen.

Da et internationalt konsortium af medier i foråret offentliggjorde de såkaldte Panama-papirer, viste Assange sin nytte. Papirerne afslørede en rådden russisk inderkreds og Putins mange vækgemte milliarder, men Assange tampede løs på afsløringerne. Det var – sagde han – en konspiration vendt mod Rusland og finansieret af det amerikanske udenrigsministerium.

Og da russiske hackere tidligere på året brød ind i det demokratiske partis computere i USA og stjal gigabytes af sensitive oplysninger og emails – hvem offentliggjorde det? Wikileaks. Og hvem skadede det? Hillary Clinton. Og hvem opfodrede hackerne og lækkerne til at hacke og lække endnu mere? Donald Trump.

Det er Julian Assanges nye verden af venner. Det er hans sponsorer i Rusland, og det er hans begunstigede i USA, Donald Trump. Det var også to af Donald Trumps støtter, spinmesteren Roger Stone og mediemanden Alex ­Jones, der hævdede, at Julian Assange ville slå benene væk under Clinton onsdag. De havde hørt det fra Assange selv, sagde de.

Så onsdag kom, og onsdag gik, og internettet genlød af Alex Jones, som kaldte Assange for et grimt ord, der rimer på »rich« og hævdede, at han var blevet snydt af Assange.

Men sådan er det i et selskab af de troende, de truende og de tyvende.

De ler allesammen, men ikke af det samme, og på et tidspunkt stopper latteren – på nær hos én.