HELSINGBORG: Mødestedet kan ikke blive mere anonymt. Et lokale på 1. sal i et industrikvarter nord for Helsingborg blandt bygninger, der for de flestes vedkommende har set bedre dage, og med store parkerede fire-hjulstrækkere i vejsiden.

På 1. salen sidder adskillige folk og pakker valgmateriale for Sverigedemokraterna, partiet som i øjeblikket er genstand for ophedede debatter såvel i Danmark som i Sverige, hvor det kan ændre det politiske landskab og tonen i Riksdagen radikalt, hvis partiet, som det tyder på, kommer over spærregrænsen ved valget den 19. september.

Anonymiteten i industrikvarteret er en sikkerhedsforanstaltning.

»Hvis stedet bliver kendt, risikerer vi at blive angrebet,« siger Björn Söder, der som partisekretær og partimedlem siden 1994 taler af personlig erfaring og hverken har adresse eller telefonnummer liggende ude på nettet af frygt for ekstreme antifascistiske grupper. Sammen med formanden, Jimmie Åkesson, udgør han Sverigedemokraternas (SD) stærkeste profiler og er sikker på en riksdagsplads - hvis partiet kommer ind.

Modstanderne har formentlig mange grimme betegnelser for partisekretæren, men her i industribygningen er han smilende, villig til at svare og bl.a. iført blå ruskindssko.

Knivskarpe budskaber

Men budskaberne er knivskarpe. Ikke mindst på indvandrerspørgsmål:

»Man skal stille krav til dem, når de kommer, og hvis de ikke viser vilje til at leve i det svenske samfund, er det er problem. Så synes vi, at det er bedre, at de søger til et land, hvor de kan leve, som de vil. Så er de ikke velkomne i Sverige,« lyder det fra Björn Söder.

»De« er i høj grad knyttet til begreber som multikulturelt samfund og islamisering, hvor det multikulturelle ifølge Björn Söder står i direkte modsætning til den svenske velfærdsmodel og til det »trygge og lige samfund«, som SD vil skabe, og som han definerer sådan:

»Et sted, hvor man føler fællesskab og har et skattefinansieret velfærdssamfund. At det er skattefinansieret betyder også, at man skal føle fællesskab med hinanden. Et multikulturelt samfund som man har udviklet det svenske til, kan ikke skabe dette fællesskab, og dermed krakelerer velfærdssamfundet,« mener Björn Söder.

Indvandringen skal begrænses til et niveau som i Danmark, hvilket betyder en formindskning på 90 pct., og indvandrere - også de der allerede er bosat - skal tilpasse sig det svenske samfund. Ikke omvendt.

Det er ikke mindst udfald mod muslimer og islam, der gør, at partiet tilhører det dårlige selskab for såvel regerings- som oppositionspartierne. Ikke desto mindre nikker en voksende vælgerskare ja, når Björn Söder peger på »islamisering som den største trussel«:

»Man ser hele tiden tilpasninger, der skal lette den muslimske befolknings ekspansion i det svenske samfund, men det er ikke klogt. Muslimerne er ikke interesserede i at blive en del af det svenske samfund. De vil skabe deres eget, som står i direkte modsætning til det svenske.« Som eksempler nævner han fjernelse af svinekød fra skolemaden, adskillelse af mænd og kvinder i visse svømmehaller og fridage i forbindelse med andre religiøse højtider end de kristne.

Blakket fortid

For Sverigedemokraternas modstandere er partiets angivelige omgang med nynazister og skinheads i starten af 90erne også med til at isolere det fra det gode selskab.

»Men det ligger langt tilbage. Partiet blev dannet i 1988, og da ingen andre drev en indvandrerkritisk linje betød det, at alle kritikere af indvandrerpolitikken søgte ind. I 1995, da partiet blev reorganiseret, blev der foretaget adskillige udrensninger, og får vi oplysninger om ekstreme medlemmer, sparkes de ud. Vi benægter ikke vores historie, men har altid taget afstand fra nazismen i vores program,« siger Björn Söder, der er vred over, at svenske medier bliver ved med at henvise til den blakkede fortid.

»Racister!« råber modstanderne også.

»Det har jeg hørt, men vi hylder en åben svenskhed, hvor hudfarve er irrelevant. Derfor er vi ikke racister. Folk er velkomne i vores parti uanset hudfarve, bare de vil arbejde for det Sverige, som vi vil have,« siger partisekretæren.

Og det er et Sverige, der skal tilbage til ideen om det fælles »folkehjem«, som var den bærende kraft i 1950erne og -60ernes socialdemokratisk styrede Sverige, og som signalerede tryghed, stabilitet, fremgang og svenskrød idyl.

Det betyder, at det, Björn Söder betegner som den fælles svenske identitet, skal genskabes og fremmes allerede i skolen gennem f.eks. lektioner i folkedans, men også i historietimerne: »Hvor vi lærer en masse om grækerne og romerne, men vældig lidt om Sverige og kongerne.« Han siger selv, at han har et portræt af krigerkongen Karl den Tolvte stående derhjemme.

På det folkelige plan fremhæver han traditioner som præmiering af bedste surströmning, (stært lugtende lagrede fisk), fejring af midsommer, krebsespisning og bål på Valborg-aften som ting, der skal holdes i hævd. I det hele taget skal svenske kulturaktiviteter støttes - også økonomisk.

»Vi skal ikke støtte multikulturelle arrangementer og indvandrerforeninger. De skal have lov til at fungere i kraft af foreningsfriheden, men vores svenske kulturarv skal have ekstra støtte,« lyder det fra Björn Söder, der mener, at Færøerne nærmer sig et idealsamfund - klimaet undtaget.

DF inspirerer

Sverige er det eneste af de skandinaviske lande, der ikke har et indvandrerkritisk højreparti i sit parlament. Norge har Fremskrittspartiet, der ikke mener at have noget til fælles med Dansk Folkeparti. Men hvad skiller Sverigedemokraterna og DF?

»Jeg ser Dansk Folkeparti som et »sags-parti«. Vi er nok mere ideologiske, men ellers ser vi mange ligheder. Vi fører på mange måder den samme politik. Vi har set meget på deres politik og på, hvordan tingene fungerer i Danmark,« siger Björn Söder.

Noget formaliseret samarbejde er der dog ikke tale om - endnu.

»Det håber vi at få, når vi kommer i Riksdagen. Vi har været ovre hos dem, og de har været ovre hos os, men det er mere på det personlige plan til årsmøder og konferencer,« siger Björn Söder.