Tidslinje: Madeleine-sagen

Den fireårige britiske pige Madeleine McCann har været forsvundet i knap 100 dage. Læs hvordan sagen har udviklet sig.

28. april

Familien McCann ankommer til Praia da Luz med Madeleine og hendes yngre søskende, tvillingerne Sean og Amelie på to år.

3. maj

Mellem kl. 21.30 og kl. 22.00 forsvinder den treårige Madeleine McCann fra det hotelværelse, hvor hun sover med sine to mindre søskende, tvillingerne Sean og Amelie på to år. Hendes forældre, Gerry og Kate McCann, spiser i det tidsrum på en restaurant i nærheden af familiens ferielejlighed i Praia da Luz.

4. maj

Fra kl. 8 om morgenen indleder politiet en omfattende jagt på Madeleine. Sagen efterforskes som en kidnapning og grænsepoliti, lufthavnspersonale og spanske myndigheder underrettes.

McCann-familien og britisk presse kritiserer efterfølgende portugisisk politi for at reagere for langsomt på anmeldelsen om Madeleines forsvinden. Blandt andet lykkedes det ikke politiet at advare havnemyndigheder og grænsevagter hurtigt nok, ligesom en lemfældig sikring af gerningsstedet, kan være årsagen til, at vigtige spor går tabt.

5. maj

Politiet siger, at det har sammensat en fantomtegning af en mistænkt og oplyser samtidig, at de arbejder med en teori om, at Madeleine stadig er i live i fangenskab få kilometer fra gerningsstedet.

7. maj

Madeleines forældre henvender sig direkte til deres datters kidnapper(e) på TV med en bøn om at lade hende komme uskadt hjem.

8. maj

Politiet har efter eget udsagn efterforsket 350 mistænkelige hændelser, men har stadig ikke noget spor af Madeleine. En portugisisk avis hævder, at Madeleine måske er blevet kidnappet af en pædofili-ring. To eksperter i kriminel adfærd bliver fløjet ind fra Storbritannien. Den portugisiske fodboldstjerne Cristiano Ronaldo, der til daglig spiller for Manchester United, går ud i offentligheden og beder kidnapperne om at løslade Madeleine.

9. maj

En norsk kvinde ser en pige på en tankstation i Marrakech, Marokko. Pigen svarende til beskrivelsen af Madeleine er sammen med en mand i 30-års alderen, som hun spørger, hvornår hun kan komme til at se sin mor.

10. maj

Eftersøgningen omkring feriestedet, hvor Madeleine forsvandt, neddrosles. Opmærksomheden retter sig mod en lyshåret kvinde, der opførte sig mærkværdigt op til Madeleines forsvinden.

11. maj

Den skotske erhvervsmand, Stephen Winyard, tilbyder en million pund i dusør for at finde Madeleine. Samme dag går fodboldspilleren David Beckham på landsdækkende tv, og efterlyser informationer, som kan føre til, at sagen bliver opklaret.

12. maj

Madeleine McCann fylder fire år.

13. maj

Virgins chef, Sir. Richard Branson, Harry Potters ophavskvinde, J. K. Rowling, og Manchester United-stjernen Wayne Rooney er blandt dem, som har doneret penge til dusøren, som nu løber op i 2,5 millioner pund (27,3 millioner kroner). En halv million pilgrimme beder for Madeleine.

14. maj

Madeleines forældre oplyser, at de ikke vil forlade Portugal før deres datter er fundet, men siger samtidig, at de tror, hun er i sikkerhed. Politiet ransager den britiske Robert Murats bopæl i Praia da luz, og afhører ham på politistationen. Han bliver senere løsladt.

15. maj

Politiet siger, at det har en mistænkt i kikkerten, men at det ikke har nok beviser til at arrestere ham. Fem ejendomme i området er nu blevet undersøgt og to andre personer afhørt af politiet.

16. maj

Den britiske vicepremierminister, John Prescott, fortæller parlamentet, at regeringen gør, hvad den kan, for at støtte Madeleines forældre. Portugisisk politi afhører en russisk it-ekspert som vidne og beslaglægger hans computere til nærmere undersøgelse.

Madeleines kampfond dannes og en film med pigens billeder vises under UEFA-cup-finalen mellem Sevilla og Espanyol i Glasgow i et forsøg på at få sat fokus på sagen i Spanien.

17. maj

Hjemmesiden www.findmadeleine.com går i luften. Her kan man læse faderen Gerry McCanns blog, hvor han løbende kommenterer udviklingen i sagen.

18. maj

flere multinationale virksomheder distribuere efterlysninger på deres produkter. For første gang taler nyhedsmedierne selv om at pressen er gået Madeleine-amok.

19. maj

En appel om at finde Madeleine bliver offenliggjort under den engelske pokalfinalen i fodbold på Wembley Stadium.

25. maj

Madeleines forældre fortæller om den skyld de føler på grund af Madeleines forsvinden.

30. maj

Pave Benedikt XVI tager imod Madeleines forældre i Vatikanet.

1. juni

Madeleines forældre indleder en kort europa-tur, der skal sætte fokus på sagen i Tyskland, Holland og Spanien, der er hjemlande for mange af de turister, der opholdt sig i Praia da Luz, da Madeleine forsvandt.

7. juni

Da forældrene vender tilbage til Algarve, har hjemmesiden www.findmadeleine.com fået mere end 170 millioner klik.

10. juni

Forældreparret flyver til Marokko, hvor piger, der efter sigende svarer til Madeleines beskrivelse, er blevet set flere gange.

13. juni

Politiet afsøger et goldt og affolket område 20 kilometer nord for Praia da Luz, hvor Madeleine ifølge et anonymt tip til en hollandsk avis, ligger begravet i vejkanten. De finder intet.

22. juni

Det er nu 50 dages siden Madeleine forsvandt. En verdensomspændende opsendelse af balloner markerer dagen.

29. juni

Et spansk par arresteres i Spanien for at forsøge at svindle sig til dusøren på mindst 27 millioner kroner.

6. juli

Hollands nationale efterforskningsenhed arresterer en mand, som angiveligt har forsøgt at afpresse McCann-familien mod at afsløre, hvor Madeleine befinder sig.

10 juli

Sagens hovedmistænkte, Robert Murat, afhøres igen, denne gang i otte timer, og bliver senere løsladt.

21. juli

Plakater af den efterlyste Madeleine pryder boghandlerne samme dag, som den syvende og sidste Harry Potter-bog bliver frigivet.

22. juli

Madeleines far, Gerry McCann rejser til USA for at konsultere eksperter i forsvundne børn. Amerikanske medier vil gerne vide, hvordan parret kunne finde på at efterlade deres treårige datter på hotelværelset.

26. juli

McCann-familiens lokale avis fra hjemstavnen, Leicester Mercury ser sig nødsaget til at fjerne alle læserkommentarer til deres artikler om Madeleine-sagen, fordi avisens debatforum bliver bombarderet med beskeder om, at forældreparret bør retsforfølges.

3. august

Belgiske myndighed tager DNA-prøver af en flaske og et sugerør på en restaurant, hvor et vidne hævder at have set Madeleine med en hollandsk mand og en engelsktalende kvinde.

7. august

Ved hjælp af ultraviolet lys og specialtrænede hunde finder politiet blodspor på væggen i det værelse, hvor Madeleine forsvandt. Forældreparret er dermed igen i politiets søgelys og lover at samarbejde med politiet. Politiet arbejder nu ud fra teorien om, at Madeleine ikke blev kidnappet, men dræbt. Gerry og Kate McCann understreger, at de stadig tror, at Madeleine er i live.