En sydkoreansk domstol har dømt den tidligere præsident Yoon Suk-yeol til livstid i fængsel, efter at han er blevet fundet skyldig i at lede et oprør, da han i 2024 indførte en kortvarig undtagelsestilstand i Sydkorea.
Det skriver Reuters.
Han er desuden blevet fundet skyldig i magtmisbrug.
Ifølge formanden for domstolen, Ji Gwi-yeon, var erklæringen om undtagelsestilstand et komplot, som skulle "lamme" nationalforsamlingen, der er landets lovgivende forsamling.
Det siger han ifølge nyhedsbureauet AFP.
- Erklæringen om undtagelsestilstand resulterede i enorme samfundsomkostninger, og det er svært at finde tegn på, at den tiltalte har udtrykt anger over dette, siger dommeren.
Landets tidligere forsvarsminister, Kim Yong-hyun, er ligeledes blevet idømt 30 års fængsel for sin rolle i sagen.
Yoons advokat siger til Reuters, at det endnu er uafklaret, hvorvidt han vil anke dommen.
Den tidligere præsident nægter sig skyldig.
Anklageren gik efter dødsstraf i sagen, der beskrives som den hidtil mest betydningsfulde i retssagerne mod den afsatte leder.
Allerede i januar blev Yoon idømt fem års fængsel i en anden retssag mod ham, da han blev fundet skyldig i at forsøge at forhindre sin egen anholdelse kort efter undtagelsestilstanden. Sagen er siden blevet anket.
Samme måned blev også landets tidligere premierminister Han Duck-soo dømt skyldig i at have været involveret i den kortvarige undtagelsestilstand og idømt en fængselsstraf på 23 år.
/ritzau/