Det var ikke den tidligere præsident, Barack Obama, der fik europæerne til at vågne op efter NATO-topmødet i Wales i 2014, hvor de accepterede en stigning af forsvarsbudgetterne på to procent af bruttonationalproduktet (BNP) over en årrække.
Det var Vladimir Putin.
Den russiske præsident, der med sine invasioner i Georgien og på Krim viste europæerne, at euroforien fra 1990erne efter Sovjetunionens fald endegyldigt var overstået, og at en ny virkelighed var en realitet. En realitet med et aggressivt Rusland, der med en offensiv politik lagde grunden til en ny kold krig mellem Moskva og de vestlige lande.
Sådan lyder analysen fra James Townsend, der var ansat i Pentagon som en af de højtstående politiske embedsmænd under Obama. I dag er han forsker ved CNAS Transatlantic Security Program i Washington D.C. Han besøger i disse dage Danmark blandt andet for at holde en række foredrag om europæisk sikkerhedspolitik.
»Fejllæste Putin«
Townsend har ikke kun været politisk embedsmand i Pentagon under Obama, han har også en lang undervisnings- og forskningsvirksomhed bag sig. Han har også tidligere haft en egentlig embedsmandskarriere i Pentagon og i NATO, bl.a. i Europa. Han har beskæftiget sig med europæisk sikkerhed i næsten 30 år. Når man nævner hans navn i europæiske forsvarskredse, så kender man ham. For han har været en af dem, man henvendte sig til, når man ville vide, hvordan USA så på europæisk sikkerhedspolitik.
En tidligere Obama-rådgiver, der bekender, at hans chef fejllæste russerne. Det er ikke dagligdag i Washington D.C., hvor den nye præsident, Donald Trump, stadig er en gåde for de fleste, og hvor en fejlslagen sikkerhedspolitik ikke skyldes forgængerens handlinger, men udelukkende er Trumps skyld, fordi han mangler erfaring på det udenrigs- og sikkerhedspolitiske område.
»Putin følte sig også ydmyget efter Murens fald og givetvis også efter NATOs ekspansion«James Townsend, tidligere rådgiver for Obama.
»Jeg synes, at Obama fejllæste Putin. Han så Rusland som et land, som var ufarligt. Obama var af gode grunde koncentreret om det, der skete i Kina og i Asien generelt. Rusland var overladt til europæerne. Det efterlod europæerne i en skrøbelig situation, der egentlig begyndte efter Murens fald, hvor USA under præsident Clinton gradvist begyndte at nedtrappe tilstedeværelsen i Europa på grund af euroforien over det nye samarbejde med et fredens Rusland. Det fortsatte delvis under Bush og Obama. Denne svækkelse har givetvis betydet, at Putin følte, at han kunne foretage sig det, han gjorde i Krim og i den østlige del af Ukraine. Der var ikke et troværdigt NATO, der kunne afskrække Putin,« siger Townsend.
»Putin følte sig ydmyget efter Murens fald og givetvis også efter NATOs ekspansion. Og senere også ignoreret under Obama. Det har han ikke kunnet lide, fordi den russiske leder dermed frygtede, at han også ville miste indflydelse og ikke var god nok til at sidde med ved internationale forhandlinger sammen med USA. Alt det gjorde, at Putin har handlet, som han har gjort,« mener Townsend.
Han er af den overbevisning - ligesom en række af de europæiske efterretningstjenester - at Putin næppe vil angribe hverken de baltiske lande eller Polen alene af den grund, at NATOs afskrækkelse er større, end den var for bare to år siden. Putin har ingen grund til at angribe disse lande, og prisen vil være for høj, så derfor lader han være. Men det er den indirekte påvirkning, som der er grund til at være nervøs for, mener Townsend.
Fake News
»Det står klart, at Putin har valgt at påvirke andre lande gennem de sociale medier og med fake news. Det har været et virkningsfuldt våben for ham. På mange måder er Putin en klog opportunist, og han har fundet ud af, hvordan man bruger de sociale medier optimalt. Og selv om man kan synes, at Putin er en autoritær skikkelse, der ikke viger tilbage for ret meget, så vil han formentlig ikke bruge militære midler for at nå sine mål i Europa. Der vil han bruge andre midler som fake news og de sociale medier til at distribuere dem,« siger Townsend.
Men hvordan vil Donald Trump klare udfordringerne?
»Europa betyder meget for USA. Trump omgiver sig både i udenrigsministeriet, i forsvarsministeriet og i Det Hvide Hus med folk, der er transatlantisk indstillede. Nogle af dem er meget konservative, men transatlantiske. Trump selv er ikke ekspert i ret meget, men han lærer hver dag. Men det er sikkert, at han næppe ved det kommende topmøde i NATO i juli vil give sig på den to procents stigning, som også er blevet hans politik i forhold til de europæiske lande. Det er noget, han konkret kan forholde sig til. De finere nuancer vil blive overladt til hans rådgivere, men de fleste af dem er professionelle og fortæller ham, at europæerne stadig er USAs vigtigste allierede, også i en tid med udfordringer med Kina og med Nordkorea,« siger Townsend.
Kristian Mouritzen er Berlingskes sikkerhedspolitiske medarbejder