Han er tidligere russisk vicepremierminister, og han har arbejdet i hjertet af Kreml i omkring et årti.
Alligevel udtaler Arkady Dvorkovich sig nu kritisk om den russiske invasion af Ukraine og kalder det for en 'krig' – selvom det er forbudt at gøre det i Rusland.
»Krige er det værste, man kan stå over for her i livet. Inklusiv denne krig,« siger han i et interview med tidsskriftet Mother Jones, som er blevet citeret af blandt andet Reuters og ABC News.
Det vides ikke, hvor Arkady Dvorkovich befinder sig i Rusland i øjeblikket, men i interviewet fortæller han, at han er 'i sikkerhed med min familie og venner'.
I Rusland er det blevet bandlyst at bruge ordet 'krig' om det, der sker i Ukraine. I stedet fastholder Kreml, at der er tale om en 'særlig militæroperation'.
Alligevel bruger Arkady Dvorkovich, der er forhenværende vicepremierminister og var økonomisk rådgiver for præsident Dmitry Medvedev fra 2012 til 2018, netop det ord.
»Mine tanker er med de ukrainske civile,« siger Dvorkovich, der i dag står i spidsen for det internationale skakforbund (FIDE) og sammen med flere andre skakprofiler tager afstand fra Vladimir Putin.
»Krige dræber ikke bare værdifulde liv. Krige dræber håb og drømme, fryser eller ødelægger forhold og forbindelser,« forklarer han videre.
Arkady Dvorkovich er dermed en af de ganske få tidligere topembedsmænd i Kreml, der åbent har kritiseret invasionen og krigen i Ukraine.