Tidligere klassekammerater beskriver gerningsmand bag angreb i Toronto som en enspænder

Den 25-årige formodede gerningsmand Alek Minassian, der mandag eftermiddag lokal tid dræbte ti og sårede 15 mennesker i Toronto, havde ingen relationer til terrororganisationer. Af tidligere klassekammerater beskrives Minassian som en enspænder.

Investigators view a damaged van seized by police after multiple people were struck at a major intersection northern Toronto, Ontario, Canada, April 23, 2018. REUTERS/Saul Porto. (Foto: STRINGER/Ritzau Scanpix) Fold sammen
Læs mere
Foto: STRINGER

Det var ifølge politiet den 25-årige teknologistuderende Alek Minassian, der sad bag rattet i den hvide varevogn, som mandag eftermiddag pløjede fodgængere ned på den travle Yonge Street i det nordlige Toronto.

Ifølge politiet er der ingen indikationer på, at den 25-årige har nogen tilknytning til terrororganisationer, ligesom der heller ikke er tegn på, at der skulle være nogen politisk motivation bag angrebet.

Tilbage står derfor spørgsmålet: Hvorfor gjorde han det?

Flere internationale medier refererer til en LinkedIn-profil, der angiveligt tilhører Alek Minassian. Profilen viser, at den teknologistuderende har været tilknyttet Seneca College, der ligger tæt på gerningsstedet, de seneste syv år. Derudover angiver profilen, at Alek Minassian har arbejdet på at udvikle en app, der viser, hvor man kan finde ledige parkeringspladser i Toronto.

Forskellige canadiske medier har været i kontakt med den 25-åriges tidligere klassekammerater. Ari Bluff, der gik i folkeskole med Alek Minassian, siger til TV-stationen CBC News, at han husker, at Minassian ikke havde nogen tætte venner.

»Jeg kan huske, at han som regel gik alene rundt på gangene og i kantinen. Min hukommelse er ikke perfekt, men jeg tror ikke, det ville være fejlagtigt at sige, at han ikke var særligt social,« siger folkeskolevennen.

Samme melding lyder fra en tidligere klassekammerat på Seneca College.

»Han holdt sig for sig selv. Han snakkede aldrig rigtigt med nogen,« siger Joseph Pham, der gik i Minassians computerteknologi-klasse, til avisen Toronto Star.

En anden klassekammerat fra Seneca College, der ikke vil stå frem med navn, siger til Globe and Mail, at Alek Minassian var »socialt akavet«. Klassekammeraten siger samtidig, at den 25-årige var god til computere og aldrig viste tegn på nogen form for ekstremisme.

Globe and Mail, som er Canadas største avis målt på oplag, skriver desuden, at huset, politiet omringede efter angrebet, er registreret i Sona Minassians navn. Hun har ifølge avisen tidligere udtalt, at hendes søn er diagnosticeret med Aspergers syndrom, dog uden at nævne navnet på sønnen, hun omtaler.

Medier spekulerer i muligt motiv fra ubekræftet Facebook-opdatering

En opdatering på en Facebook-profil med samme navn og profilbillede som førnævnte LinkedIn-profil har siden angrebet startet spekulationer om et muligt motiv.

I Facebook-opdateringen refererer brugeren Alek Minassian til den »øverste gentleman Elliott Rodger«, som var manden bag et umotiveret angreb på civile i Californien i 2014. Før angrebet, der kostede seks mennesker livet og sårede yderligere 14, delte Elliott Rodger både en video og et manifest, hvor han tilkendegav motivet bag sine forestående handlinger.

22-årige Rodger, der tog sit eget liv under flugten fra politiet, ville straffe menneskeheden for den ensomhed, han havde gennemlevet de sidste otte år af sit liv. Hans frustrationer var især knyttet til, at kvinder altid havde afvist ham, og i videoen refererer han til sig selv som »incel«, en engelsk forkortelse for ufrivilligt cølibat.

I brugeren Alek Minassians Facebook-opdatering står der, at »incel-revolutionen« er begyndt. Det er netop de sproglige referencer og den direkte henvisning til Rodger, der har fået medier som MSN og CBC News til at spekulere i, hvorvidt Minassian var inspireret af Rodger, hvis manifest og video har været tilgængelig på internettet siden hans angreb.

Politiet i Toronto har endnu ikke udtalt sig om et muligt motiv, men ifølge Torontos politichef, Mark Saunders, ligger der en »stor mængde efterforskningsarbejde« foran politiet.

Videoer af Minassians anholdelse viser, hvordan Alek Minassian flere gange lader, som om han trækker en pistol rettet mod en politibetjent, der med sit våben trukket beder ham om at lægge sig ned.

»Skyd mig. Skyd mig i hovedet,« svarer Minassian, når betjenten råber, at han vil blive skudt, hvis ikke han lægger sig ned på jorden.

Det amerikanske nyhedsmedie NBC News skriver imidlertid, at flere af de efterforskere, mediet har været i kontakt med, angiver psykisk sygdom som den førende teori for et motiv på nuværende tidspunkt.