Senatet i USA har godkendt 48-årige Markwayne Mullin som ny minister for indenlandsk sikkerhed i USA.

Mullin er tidligere senator for delstaten Oklahoma. Han er også tidligere wrestler og kampsportsudøver, skriver nyhedsbureauet AFP.

Han overtager posten fra Kristi Noem, som tidligere på måneden blev afskediget som minister.

Mullin bliver dermed ansvarlig for immigrationsmyndigheden ICE og det føderale grænsepoliti. Han skal fremover eksekvere og forsvare USA's præsident Donald Trumps stramme immigrationspolitik.

ICE står for Immigration and Customs Enforcement.

Myndigheden står i spidsen for gennemførelsen af Trumps planer om at masseudvise migranter. ICE håndhæver immigrationslovgivningen i USA og gennemfører efterforskninger af ulovlig indvandring.

De omstridte ICE-betjente har de seneste måneder været i fokus på grund af myndighedens indsats imod ulovlige immigranter i landet, hvilket har ført til demonstrationer i flere byer.

Derudover affødte det store protester mod både ICE og grænsepolitiet, da betjente fra de to myndigheder i januar dræbte de to amerikanske statsborgere Renée Good og Alex Pretti i Minneapolis i delstaten Minnesota.

ICE har foretaget tusindvis af anholdelser, siden Trump blev præsident for godt et år siden. Det er ofte sket på offentlige steder og har ført til sammenstød med demonstranter.

Kritikere mener, at ICE terroriserer lokalsamfund og krænker folks rettigheder.

Under en godkendelseshøring i Senatet i sidste uge sagde Mullin, at hans mål er at føre ministeriet og ICE væk fra rampelyset.

- Mit mål om seks måneder er, at vi ikke er hovedhistorien hver eneste dag, sagde Mullin ifølge AFP.

- Jeg vil beskytte hjemlandet. Jeg vil skabe tryghed. Jeg vil genoprette tilliden til myndigheden, tilføjede han.

/ritzau/