Tidligere islandsk statsminister i retten for bankkrak

Islands tidligere statsminister er tiltalt for ikke at leve op til sit ansvar i forbindelse med bankkrakket i landet.

ARKIVFOTO. Geir Haarde. Fold sammen
Læs mere
Foto: HALLDOR KOLBEINS
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Mandag er retssagen mod Islands tidligere statsminister, Geir H. Haarde, begyndt ved en islandsk domstol. Han er tiltalt for ikke at have levet op til sit ansvar som regeringschef i forbindelse med det bankkrak, der ramte Island i efteråret 2008. Det skriver internationale medier.

Hvis han bliver kendt skyldig, risikerer den tidligere statsminister op til to års fængsel. Haarde, der var statsminister i landet fra 2006 til 2009, er således tiltalt for at have overtrådt ministeransvarsloven i Island samt at have ignoreret de advarsler, han dengang fik omkring en mulig kommende krise i Islands store banker.

Ved tidligere høringer i sagen har Haarde, der som premierminister repræsenterede det konservative Sjálfstæðisflokkurinn, fastholdt sin uskyld og beskrevet retssagen som »en farce« og som værende politisk motiveret. Han har sagt, at han blot gjorde, hvad han mente, var det rigtige for Island.

Mandagens retsmøde finder sted i Landsdomur-retten, som er en særdomstol oprettet til retsforfølgelse af ministre. Der har aldrig før fundet en retssag sted ved denne domstol.

Island blev meget hårdt ramt af den verdensomspændende finanskrise tilbage i 2008. Landets tre store banker krakkede således i løbet af få dage i oktober 2008, hvilket betød store tab for både almindelige islændinge og udlændinge, herunder tusindvis af englændere og hollændere, der havde penge i landets banker. Efterfølgende skød både landets arbejdsløshedsprocent samt inflation i vejret.

Haardes regering gik i opløsning i januar 2009, hvorefter Jóhanna Sigurðardóttir overtog embedet.