Søndag blev tre israelske gidsler og 90 palæstinensiske fanger frigivet efter at have været tilbageholdt af henholdsvis Hamas og Israel.
Michael Sjøberg er uddannet gidselforhandler og har blandt andet hjulpet det danske forsvar med at udarbejde planer for håndtering af danske gidsler og kidnappede.
Han hæftede sig særligt ved, hvor hurtigt gidslerne og fangerne blev »mødt af virkeligheden«, men pointerer, at der er en væsentlig forskel på de forhold, de to tilbageholdte grupper af mennesker har siddet fanget under – omend de begge er svært »psykologisk problematiske«.
Taktik i at komme hurtigt ud i offentligheden
Michael Sjøberg synes først og fremmest, at de tre israelske kvinder så ud til at være i »overraskende god tilstand« med tanke på de stressende forhold, »som de alt andet lige har siddet under«, selvom vi endnu ikke kender til de nærmere omstændigheder for deres fangenskab.
»Hamas er jo blevet voldsomt decimeret af israelerne over de sidste 15 måneder, og det plejer at gøre det mere barskt for de tilbageholdte (gidslerne, red.),« siger han og fortsætter:
»Stressede gidseltagere er aldrig godt for de mennesker, der er tilbageholdt«.
Det blev transmitteret på live-tv på både palæstinensiske og israelske medier, da de tre kvinder blev overleveret til repræsentanter fra Røde Kors under stort opbud af civile og »kaos« midt i Gaza by søndag eftermiddag.
Herfra blev de transporteret til medicinske undersøgelser på et modtagelsessted i det sydlige Israel, før de i helikopter blev transporteret til Sheba-hospitalet nær Tel Aviv.
Ifølge Michael Sjøbergs erfaringer og præferencer var den »overgang« for hurtig, set med gidslernes øjne.
Han fortæller, at han ikke ville have været glad, hvis han havde været gidselforhandler for de tre israelske kvinder og set, hvordan de blev overleveret til Røde Kors under så massivt pres og stres fra alle de mennesker og soldater, der stod i Gaza by.
»Det, der foregik dér var med 100 procents sikkerhed propaganda fra Hamas’ side, men derfra ville jeg synes, at man fra Israels side skulle have overflyttet de tre kvinder til et tredje mere neutralt sted,« fortæller han og fortsætter:
»Alle mennesker, der har været tilbageholdt, på den ene eller anden måde fortjener at bestemme selv, hvordan de kommer tilbage til virkeligheden.«
Hans erfaringer siger ham, at noget af det bedste man kan gøre for mennesker, der har siddet tilbageholdt på den ene eller den anden måde, er, at hjælpe dem med at få lavet en »kommunikationsstrategi«.
»Det handler ikke nødvendigvis om, hvad der skal siges i medierne, men til familierne og de mennesker, som de skal tale med. Hvor meget vil jeg sige? Hvad har jeg været udsat for? Og alt efter hvad jeg har været udsat for, eller set andre blive udsat for, bærer jeg så en skyld eller skam over noget af det?«
Han fortæller, at det alt sammen er spørgsmål, som han har god erfaring med, at tidligere tilbageholdte hjælpes med at gøre sig tanker om på mere neutral grund »og i hvert fald uden mediedækning«, inden de genforenes med familier og typisk får massiv opmærksomhed ved at være »tilbage«.
Perioden mellem, at man laver en aftale om udlevering af gidsler, og til at gidslerne så udleveres, er typisk en, alle parter ønsker »hurtigt overstået«, fortæller han.
Ovenikøbet kan der i situationen med de tre israelske kvinder ligge et politisk aspekt fra israelsk side om at vise dem frem så hurtigt som muligt for at vise, at de hurtigt kom i israelsk varetægt, og for at næste skridt i aftalen kan ske, vurderer han.
Diskurskampen om gidsler og fanger
Flere timer senere søndag aften kom billederne fra byen Beitunia i udkanten af Ramallah på Vestbredden, hvor 90 palæstinensiske fanger, som var kvinder og børn, blev frigivet fra en stor Røde Kors bus, omgivet af hundredvis af hujende mennesker.
Med scenerne holdt op mod hinanden opstår der tit en diskurskamp om, hvorvidt både de palæstinensiske og israelske mennesker er gidsler.
Og her bliver det ømtåleligt når alle nuancerne skal med, påpeger Sjøberg, men i hvert fald kan man sige, at de palæstinensiske fanger, der har været for en domstol og er dømt for enten terror eller anden kriminalitet, ikke går under definitionen »gidsler«.
»Men så er der jo rigtig mange mennesker, der har siddet fængslet uden nogen umiddelbare udsigter til at komme for en domstol,« fortæller han.
Hundredvis af palæstinensere fortæller også, at de har siddet fængslet, uden at få at vide, hvorfor de sad der. Noget, Israel er blevet heftigt kritiseret for under krigen.
Der er nemlig en stor psykologisk forskel i at være dømt og kende sine fremtidsudsigter, og så til at sidde fængslet, uden at kende bagkanten. »Det er psykologisk meget hårdt,« forklarer han.
Det væsentligste at forholde sig til nu, er ifølge Michael Sjøberg at holde øje med, hvordan værdien af palæstinensernes liv bliver talt op forholdsmæssigt til israelernes.
Som uddannet gidselforhandler mener Michael Sjøberg dog stadig, at der ligger en væsentlig forskel i de forhold, israelske gidsler har siddet under, sammenlignet med palæstinensiske.
»Der hvor vi ved, at tilbageholdte mennesker bliver traumatiseret, og hvor risikoen for at udvikle ptsd stiger markant, det er, når man er bange for at dø,« forklarer han og fortsætter:
»De israelske kvinder har siddet i fængsel, hvor folk er blevet henrettet og hvor der har været risiko for, at et IDF-missil tilfældigt ville ramme – så truslen mod deres liv har været en anden, og det udgør en kvalitativ forskel,« vurderer han.
»Med det sagt er det ikke for at tage noget fra det, at det er et svært psykologisk pres at være tilbageholdt i et israelsk fængsel uden at kende sin retstilstand,« pointer han.
Den første fase af våbenhvilen varer seks uger, og her er det aftalt, at 33 israelske gidsler og op mod 1.900 palæstinensiske fanger skal frigives.
