Mark Zuckerberg lyver, og Metas topchefer er magtfuldkomne skikkelser, som gør seksuelle tilnærmelser til de ansatte.
Det er opsigtsvækkende anklager, som fyger i en ny bog ved navn »Careless People« af den tidligere Facebook-ansatte Sarah Wynn-Williams.
Nu er Meta lykkedes med midlertidigt at få stoppet forfatterens promovering af bogen, fordi den kan koste virksomheden »øjeblikkeligt og uopretteligt tab«.
Det skriver The Guardian.
Dommen er en såkaldt voldgiftskendelse og er ikke prøvet ved en statslig domstol.
Bogens udgiver – Macmillan – er ikke begrænset af domfældelsen og må fortsat promovere bogen.
Villig til at bøje regler
I en særdeles positiv anmeldelse i The New York Times kan man få et indblik i bogens indhold, der tydeligvis gør ondt på Meta.
Sarah Wynn-Williams er fuld af forventninger, da hun får drømmejobbet hos Facebook, men håbet slukkes i mødet med virkeligheden.
Zuckerberg beskriver hun som enormt optaget af opmærksomhed og positiv omtale, blandt andet under en turnélignende optræden i et storcenter i Indonesiens hovedstad, Jakarta.
Facebook-grundlæggeren skulle desuden være villig til at bøje reglerne for dataindsamling og censur i Kina, mod at Facebook kunne udrulles i landet, som ellers er kritisk stemt over for fremmede techselskaber.
Noget, som Zuckerberg ifølge Sarah Wynn-Williams senere tilbageholder for Kongressen under en høring i Senatet.
»Han lyver,« skriver hun i bogen.
Ud over Mark Zuckerberg går Sarah Wynn-Williams også tæt på Joel Kaplan, der er tidligere vicepræsident for Facebooks politiske strategi.
Han skulle have danset seksuelt op ad hende og antydet, at hun flirtede med ham til en fest.
Wynn-Williams gennemgår en farlig fødselskomplikation, da hun føder sit andet barn, og går på barsel. Men Joel Kaplan skriver til hende hver eneste uge og efterspørger ugentlige videosamtaler.
Hun afslår med forklaringen, at hun skal opereres for sine blødninger.
»Hvor bløder du fra?« ville Kaplan gerne vide ifølge Wynn-Williams.
»Falske anklager«
I en officiel udtalelse fra Meta lyder det, at bogen indeholder »falske anklager om vores ledere«.
Virksomheden bekræfter, at Wynn-Williams anklagede Joel Kaplan for seksuelle krænkelser, da hun endnu var ansat, men en intern undersøgelse skal have renset ham i 2017.
Samme år blev hun fyret fra Facebook for »dårlig præstation og giftig adfærd«. I dag kalder Wynn-Williams fyringen for »hurtig dødshjælp«, som hun er taknemmelig for.
Som en kommentator hos The Guardian pointerer, kommer forsøget på at bremse bogen, kun få måneder efter at Meta annoncerede, at de ville droppe faktatjekkere i jagten på mindre censur.
Inspirationen kom fra Elon Musks forvandling af Twitter til X, som har ført til en mere fri tone og mindre regulering af stødende indhold og misinformation.
Sarah Wynn-Williams har indgivet en klage over Meta til whistleblowerordningen hos det amerikanske finanstilsyn.
Bogens titel, »Careless People – A Story of Where I Used to Work«, er en reference til to hovedkarakterer i den amerikanske klassiker »The Great Gatsby«. Et stenrigt overklassepar, der opfører sig, som det passer dem.
»De var skødesløse mennesker, Tom og Daisy – de smadrede ting og væsner og trak sig så tilbage til deres penge eller deres enorme skødesløshed, eller hvad det nu var, der holdt dem sammen, og lod andre mennesker rydde op i det rod, de havde lavet,« lyder det i bogen.



