Tiden rinder ud for Big Ben

Briternes verdenskendte tårn med uret ved Westminster er i en elendig forfatning. Både ur, klokker og murværk kræver akut indgriben, men det kan koste op til 400 millioner kroner midt i en sparetid.

Big Ben er jævnligt udsat for reparationer og vedligeholdelse (her en omgang rengøring i 2014), men nu peger en rapport på et behov for en gennemgribende restaurering af det 156 år gamle britiske nationalmonument. En milliondyr omgang, som skal vedtages nedenfor i Westminster, hvor man samtidig debatterer de mest omfattende spareplaner i nyere britisk historie. Fold sammen
Læs mere

LONDON: Ure var et af det britiske imperiums fornemste varemærker. Overalt, hvor briterne har været og regeret, kan man finde store, pompøse ure i gadebilledet. Togstationer og undergrundstationer i Storbritannien har fortsat smukke, gamle, jernstøbte ure med visere og romertal, selv om digitale skilte har overtaget informationen. I London kan der gå sport i »find uret«, der næsten altid er et sted i arkitekturen, når man bevæger sig rundt mellem de historiske bygninger, der engang symboliserede verdens centrum.

Intet sted er symbolikken stærkere end ved »Big Ben«. Derfor vil den nationale ydmygelse blive særdeles smertelig, hvis der ikke gribes akut ind over for det alvorlige forfald, pointerer en parlamentsrapport, der er blevet lækket til britiske medier. Rapporten betegner det verdenskendte klokketårn ved Themsen og det britiske parlament, Westminster, som »et symbol for demokratiet« med »international, ikonisk status« og fremhæver de britiske parlamentarikeres pligt til at sikre reparation af Big Ben på vegne af nationen og hele verden.

»Det er en alvorlig bekymring, at hvis den ikke bliver udført inden for de kommende to til tre år, risikerer urværket at bryde sammen, og det kan risikere at gøre stor skade på parlamentets internationale omdømme,« citerede Daily Mail fra den lækkede rapport.

Forfaldet er ifølge rapporten så omfattende, at det risikerer at sætte uret i stå, at få klokkeværket til at forstumme og få murværket til at bryde sammen. Det 156 år gamle monument er jævnligt udsat for reparationer og vedligeholdelse. Sidste år kunne man se, hvordan en gruppe hjelmklædte arbejdere blev hejst de næsten 100 meter op for at rengøre de fire urskiver og visere. Rapporten lægger imidlertid op til, at det nu er nødvendigt at tage gennemgribende fat. Problemet for parlamentarikerne og den britiske regering er, at prisen for at redde og restaurere Big Ben er sat til mellem 300 og 400 millioner kroner, mens man nedenfor i Westminster debatterer de mest omfattende offentlige spareplaner i nyere britisk historie.

Seks sekunder bagud

Eksperter har ifølge BBC erklæret, at det vil koste omkring 50 millioner kroner, hvis man som minimum skal forhindre, at urværket bryder sammen. Big Ben, der egentlig bare hed »Klokketårnet« frem til 2012 og derefter til ære for dronningens jubilæum blev omdøbt til »Elizabeth Tower«, måtte allerede i august lide den tort, at BBCs Radio 4 registrerede, at uret var seks sekunder bagefter. En reparation kan sætte uret i stå i flere måneder, men i rapporten lyder advarslen, at manglende indgriben kan betyde så alvorligt forfald, at en efterfølgende reparation vil sætte Big Bens ur og klokker ud af spillet i meget længere tid.

En talsmand for parlamentet har sagt, at der endnu ikke er taget en endelig beslutning om restaurering af Big Ben, og om der i givet fald skal bruges penge på at skabe mulighed for gæster for at komme op i tårnet og eventuelt installere en elevator som alternativ til de nuværende 334 trappetrin, der kun er tilgængelige med særlig tilladelse.

I forvejen står de britiske parlamentarikere over for en beslutning om en nødvendig restaurering af hele Westminster, hvor der flere steder er alvorligt forfald. Det kan koste omkring 70 milliarder kroner, hvis politikerne ikke vælger at flytte til et alternativt parlament under arbejdet eller bygger et helt nyt parlament og lader Westminster stå som et historisk monument. Uanset løsning vil det for briter og mange andre verden over være svært at forestille sig uden Big Bens klokkeklang.