Ti personer er døde efter orkanen Irmas rasen i Cuba

I alt har 38 personer mistet livet i Caribien, efter at monsterorkanen Irma har raseret en lang række øer.

Orkanen Irma har kostet mindst ti mennesker livet på Cuba, oplyser landets regering. Fold sammen
Læs mere
Foto: HO

Havana. Orkanen Irma har kostet ti personer livet i Cuba, oplyser den cubanske regering.

Den caribiske ø blev natten til lørdag ramt af orkanen, der på det tidspunkt var en kategori 5-storm.

Flere millioner cubanere i provinserne Havana, Matanzas, Sancti Spíritus og Ciego de Ávila var forinden blevet beordret evakueret.

Der er forskellige årsager til dødsfaldene, oplyser civilforsvaret i en udtalelse.

Nogle mistede livet, fordi bygninger styrtede sammen. Andre fordi de ikke lyttede til myndighedernes råd om at rejse væk.

Irma mistede lidt af pusten, da den bevægede sig væk fra Cuba mod den amerikanske delstat Florida.

Den genvandt dog noget af sin styrke, inden den gik i land i USA søndag.

Her har mindst tre personer indtil videre mistet livet.

Den seneste opgørelse fra Cuba får det samlede dødstal i Caribien til at stige til 38 personer.

Både øerne Anguilla, Barbuda, St. Martin, St. Barts, De Amerikanske Jomfruøer og De Britiske Jomfruøer har oplevet dødsfald som følge af Irmas rasen.

/ritzau/Reuters