Ti personer dræbt i Buffalo: Gerningsmand udsendte manifest og streamede live

En 18-årig formodet højreekstremist har dræbt 10 personer i et »racemotiveret« masseskyderi i delstaten New York. Gerningsmanden er pågrebet.

Politiet har pågrebet gerningsmanden. Fold sammen
Læs mere
Foto: Jeffrey T. Barnes/Reuters/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

En bevæbnet mand har skudt og dræbt 10 personer ved et supermarked i Buffalo i delstaten New York.

Gerningsmanden ankom til supermarkedet i bil iført camouflagetøj, hjelm og skudsikker vest. Så snart han steg ud af bilen, begyndte han at skyde.

Han optog massemordet og streamede det direkte på tjenesten Twitch, skriver The New York Times.

Den 18-årige hvide gerningsmand har ifølge medier også udsendt et 106 sider langt manifest, hvor han kalder sig selv en »white supremacist« – en fortaler for hvidt overherredømme. Han beskriver i manifestet også en konspirationsteori om, at den hvide race er ved at blive »udskiftet« af andre racer.

Ifølge Daily Mail viser livestreamet, at gerningsmanden har skrevet »n-ordet« med hvide bogstaver på sit automatvåben.

Buffalos sherif kalder angrebet en »racemotiveret hadforbrydelse.«

Masseskyderiet blev begået i et overvejende sort kvarter i Buffalo, skriver The Guardian. Størstedelen af de dræbte er sorte, oplyser Buffalos myndigheder på et pressemøde.

Foruden de ti dræbte skulle tre andre være såret i forbindelse med skyderiet. De tre sårede vurderes uden for livsfare. Ansatte i TOPS-supermarkedet mener at have hørt mere end 70 skud affyret.

»Han så ud om, han var i hæren,« siger Shonnell Harris, der arbejder som bestyrer i supermarkedet, til Buffalo News.

Gerningsmanden er nu i politiets varetægt. Han overgav sig, da politiet ankom og er stadig i live.

Undervejs i angrebet blev gerningsmanden beskudt af en forhenværende politibetjent, der arbejdede som sikkerhedsvagt i supermarkedet. Sikkerhedsvagten ramte gerningsmanden, men skuddene blev afværget af gerningsmandens skudsikre beklædninger, oplyser myndighederne. Sikkerhedsvagten er blandt de dræbte.

Ifølge Buffalos borgmester er gerningsmanden ikke fra byen, men er kørt »timevis« for at komme til Buffalo. Det er endnu uvist, hvor han kommer fra.