Ti mænd får livstid for at skyde Malala i hovedet

Ti pakistanske mænd skal i fængsel på livstid for at have angrebet børneaktivist og menneskeretsforkæmper Malala Yousafzai.

Foto: CORNELIUS POPPE

PAKISTAN: Ti pakistanske mænd skal i fængsel på livstid for i 2012 at have angrebet børneaktivist og menneskeretsforkæmper Malala Yousafzai. Det har anti-terrorretten i Swat torsdag besluttet, skriver avisen Daily Pakistan.

De ti mænd er blevet dømt for at have angrebet den dengang 15-årige Malala Yousafzai, der blandt andet kæmper for pigers ret til skolegang, og to andre piger, da de var på vej i bus hjem fra skole.

Malala blev skudt i hovedet, men overlevede efter at være blevet fløjet til Storbritannien og behandlet. Terrorgruppen Tehreek-i-Taliban Pakistan tog efterfølgende ansvar for angrebet.

Malala Yousafzai blev sidste år tildelt Nobels fredspris som den yngste nogensinde.

BNB