En ti dage lang våbenhvile mellem Libanon og Israel er torsdag aften trådt i kraft.
USA's præsident, Donald Trump, havde på forhånd sagt, at våbenhvilen ville træde i kraft klokken 23.00 dansk tid.
Ifølge det statslige libanesiske nyhedsbureau fortsætter israelske angreb i den sydlige del af Libanon trods våbenhvilen, skriver nyhedsbureauet Reuters.
Israels militær oplyser ifølge Reuters, at dets styrker fortsat vil være til stede i den sydlige del landet.
Kort efter at våbenhvilen blev indledt, lød der skud i de sydlige forstæder i Libanons hovedstad, Beirut. Der er tilsyneladende tale om en spontan fejring af våbenhvilen, skriver nyhedsbureauet AFP, uden dog at kunne bekræfte det.
Beiruts sydlige forstæder er højborg for den militante gruppe Hizbollah, som har base i Libanon og er allieret med styret i Iran.
Den amerikanske præsident, Donald Trump, skriver natten til fredag på Truth Social, at han håber, at Hizbollah overholder våbenhvilen.
- Jeg håber, at Hizbollah opfører sig ordentligt og ansvarligt i denne vigtige periode, skriver Trump på sit sociale medie.
- Det vil være et fantastisk øjeblik for dem, hvis de gør det. Ikke flere drab. Der skal endelig skabes fred, tilføjer præsidenten.
Våbenhvilen mellem Libanon og Israel kommer, samtidig med at USA forsøger at lande en aftale med Iran om at afslutte krigen. Styret i Iran har insisteret på, at våbenhvilen i Libanon skal være en del af enhver aftale.
Krigen i Mellemøsten begyndte, da USA og Israel angreb Iran den 28. februar.
Libanon blev trukket ind i konflikten, da Hizbollah affyrede raketter mod Israel den 2. marts.
Siden da har israelske angreb i Libanon dræbt mere end 2000 mennesker og fordrevet over en million, mens israelske styrker er rykket ind på landjorden i den sydlige del af Libanon.
Trump sagde tidligere torsdag, at en våbenhvile var en realitet efter det, som præsidenten betegnede som fremragende telefonsamtaler med Israels premierminister, Benjamin Netanyahu, og Libanons præsident, Joseph Aoun.
Hizbollah har ikke umiddelbart været en del af forhandlingerne.
Senere lød det fra Trump, at han forventede, at Netanyahu og Aoun ville besøge Det Hvide Hus inden for de næste fire eller fem dage. Det vil i så fald være første gang nogensinde, at lederne af Israel og Libanon mødes ansigt til ansigt.
Netanyahu siger, at våbenhvilen med Libanon giver mulighed for en "historisk fredsaftale". Han understreger dog, at en afvæbning af Hizbollah fortsat var en forudsætning.
/ritzau/AFP
