Thailandsk premierminister lader papfigur svare på kritiske spørgsmål fra pressen

Han er kendt for at kaste med bananskræller efter journalister og true dem med henrettelse. Nu har den thailandske premierminister sat en papfigur til at svare på ubehagelige spørgsmål fra pressen.

Thailands premierminister og juntaleder Prauth Chan-ocha har vakt opsigt ved at lade en papfigur af sig selv tage sig af kritiske spørgsmål fra pressen. Fold sammen
Læs mere
Foto: STRINGER

Trængte politikere med manglende lyst til at stille op til kritiske spørgsmål er ikke ligefrem et særsyn.

Men den thailandske premierminister Prayuth Chan-ocha går nu et skridt videre i forsøget på at undvige uønskede spørgsmål fra journalister. Ved en nylig pressekonference i Bangkoks regeringskvarter medbragte den tidligere general nemlig en udskåret papfigur af sig selv.

»Til dem, der har lyst til at tage fotos eller stille politiske spørgsmål, værsgo. I kan henvende jer til ham der«, sagde han til den forsamlede pressekorps. Derpå forlod premierministeren med raske skridt pressekonferencen til de fremmødte journalisters udtalte forvirring.

Tidligere på dagen havde den pressesky premierminister, der er kendt for sin særprægede kommunikationsstil, undveget kritiske spørgsmål fra adskillige thailandske medier, der ønsker svar på, hvornår landet skal afholde demokratiske valg.

Kastede med bananskræl

Efter flere års politisk turbulens i Thailand kom Prayuth Chan-ocha til magten i 2014 efter et forholdsvis fredeligt militærkup. Indledningsvist støttede mange thaier den tidligere general og hans nye regering, der har lovet befolkningen at afholde demokratisk valg i november 2018.

Ikke desto mindre er utilfredsheden voksende blandt almindelige thaier, der mistænker premierministeren for bevidst at udskyde afholdelsen af valget for at holde fast i magten. Efter opstillingen af papfiguren har internationale organisationer skærpet deres kritik af regeringens forhold til pressen.

»Thailands juntaleder, general Prayuth Chan-ocha, fortsætter med at vise sin foragt for mediernes kritik og undersøgelser,« siger Sunai Phasuk, der observerer den politiske udvikling i Thailand for ngo’en Human Righs Watch, til Reuters.

»Selv når juntaen lover at afholde valg, er der ingen frihed for medierne.«

Thailands premierminister er i forvejen berygtet for sit anstrengte forhold til pressen og medierne.

I 2015 mindede han således landets medier om, at han som premierminister har beføjelser til at lade journalister henrette. Ved en anden lejlighed kastede han ifølge internationale medier en bananskræl efter en kritisk journalist.

Troels Heeger er Berlingskes korrespondent i Tyskland