Thailands regering advarer om terrorangreb

Thailands forsvarsminister advarer imod nye og kraftigere terrorattentater efter de otte bomber i Bangkok nytårsaften. Det danske udenrigsministerium fraråder ikke rejser til Thailand, som i de næste to måneder vil få besøg af 35.000 danskere.

Muslimske passagerer går forbi en thailandsk soldat, der holder vagt på en banegård efter de dødelige bombeattentater hen over nytåret. Eksplosionerne har ifølge iagttagere skærpet de politiske modsætninger i Thailand og kastet tvivl over den regerende militærjuntas løfter om at genetablere demokratiet. Bomberne omkring årsskiftet afslutter et år præget af omfattende politisk turbulens - selv for et land, der har oplevet 18 militærkup på vejen mod demokrati. Foto: Pornchai Kittiwongsakul/AFP Fold sammen
Læs mere

De otte bomber, der nytårsaften i et koordineret terroransslag dræbte tre mennesker og sårede 42 andre i Thailands hovedstad Bangkok, risikerer at blive fulgt op af værre angreb.

Sådan lød advarslen i går fra Thailands forsvarsminister, Boonrawd Somtas, der tilføjer, at det næste terrorangreb kan komme i de næste to måneder.

»De (der stod bag angrebet nytårsaften, red.) har evnerne til at gøre noget, der er værre«, sagde forsvarsministeren, der ikke forklarede, hvorfor faren er stor netop i de kommende måneder.

Gerningsmændene til nytårsbomberne er ikke fundet, men Thailands regering har kraftigt antydet, at det er politiske kræfter, der blev sat fra magten efter militærkuppet i september. Thailand regeres nu af en midlertidig regering indsat af militæret, og der er lovet valg til oktober.

»Informationerne, vi har, tyder på, at politiske bevægelser vil blive større og også intensivere deres bestræbelser på at bringe regeringen i miskredit ved at vise, at regeringen ikke er i stand til at bevare den interne sikkerhed«, sagde forsvarsminister Boonrawd Somtas endvidere i går.

Medmindre Thailands nye magthavere er interesseret i at piske en stemning op for at kunne legitimere visse indgreb over for sine politiske modstandere, må man gå ud fra, at forsvarsministeren baserer sin advarsel på konkrete efterretninger. En advarsel om mere terror kan nemlig få negative konsekvenser for Thailands store turistindustri.

Rejser frarådes ikke
Trods terrortruslen fraråder det danske Udenrigsministerium fortsat ikke rejser til Thailand. Rejsevejledningen blev allerede justeret, da den thailandske regeringschef - som i september blev indsat efter militærkuppet - for fire dage siden luftede den advarsel, som hans forsvarsminister i går konkretiserede en anelse.

»Der er en betydelig terrorrisiko i Thailand. Turist- og feriecentre - herunder ikke mindst Bangkok - kan være blandt de mulige mål,« hedder det nu i den opdaterede version på Udenrigsministeriets hjemmeside.

Ifølge Lars Thuesen, chef for Udenrigsministeriets Borgerservice, forsøger Danmarks ambassadør i Thailand, Michael Sternberg at få myndighederne dernede til at uddybe, hvad de måtte vide om truslen.

»På den baggrund vil vi eventuelt opdatere rejsevejledningen,« siger Lars Thuesen, der understreger, at der skal mere konkrete efterretninger til, før Udenrigsministeriet direkte vil fraråde danskerne at rejse til Thailand.

Og så længe Udenrigsministeriet ikke direkte fraråder et rejsemål, vil de danske rejsebureauer ikke aflyse.

»Så længe Udenrigsministeriet i rejsevejledningen ikke fraråder rejser til Thailand, sender vi gæster af sted. Hvis nogle gæster helst vil aflyse, gælder de almindelige bestemmelser,« siger Stig Elling, salgsdirektør for rejseselskabet Star Tours.

Samme melding kommer fra informationschef Torben Andersen fra MyTravel, og det er ikke tilfældigt, eftersom rejseselskaberne er enige om at følge Udenrigsministeriets rejsevejledninger.

Med andre ord kan kunderne kun få alle pengene tilbage, hvis Udenrigsministeriet direkte fraråder et rejsemål. En advarsel om forestående terror - som den aktuelle advarsel i Thailand - er ikke nok.