Opdateret

Thailand giver grønt lys til ægteskab mellem personer af samme køn

Lov om ægteskab mellem personer af samme køn ventes at træde i kraft i Thailand senere i år.

LGBTQ+-forkæmpere fejrer vedtagelse af ny lov i Thailand tirsdag. Lillian Suwanrumpha/Ritzau Scanpix

Senatet i Thailand har tirsdag vedtaget en lov, som anerkender ægteskab mellem personer af samme køn.

Dermed står Thailand til snart at blive det tredje asiatiske land eller territorie, der anerkender ægteskab mellem personer af samme køn. De andre er Nepal og Taiwan.

Loven - der træder i kraft, 120 dage efter at den er offentliggjort i den officielle udgivelse Royal Gazette - sendes nu videre til kong Maha Vajiralongkorn.

Han skal også godkende den.

LGBTQ+-forkæmpere kalder tirsdagens vedtagelse et stort skridt fremad.

130 medlemmer af senatet stemte for, og fire stemte imod.

18 afstod fra at stemme for loven, der ventes at træde i kraft senere i år.

- I dag er dagen, hvor det thailandske folk vil smile, sagde parlamentsmedlemmet Tunyawaj Kamolwongwat fra det progressive oppositionsparti Gå Fremad før afstemningen.

- Det er en sejr for folket.

- I dag sker det endelig i Thailand, siger parlamentsmedlemmet.

Den nye lov ændrer henvisninger til "mænd", "kvinder", "hustruer" og "ægtemænd" i lovgivningen. De bliver udskiftet med kønsneutrale betegnelser.

Loven giver også par af samme køn de samme rettigheder som heteroseksuelle par, når det gælder adoption og arv.

Premierminister Srettha Thavisin, der har udtrykt støtte til LGBTQ+-grupper, vil åbne sin officielle residens for aktivister og støtter til en fejring af vedtagelsen senere.

Aktivister har også planlagt en massefejring om aftenen med blandt andet et dragshow i det centrale Bangkok.

Her har regnbueflaget hængt fra store indkøbscentre for at vise støtte til sagen siden begyndelsen af Pride-måneden i juni.

Thailand har længe haft ry for åbenhed over for LGBTQ+-grupper. Målinger bragt i lokale medier har vist stor støtte fra offentligheden til tirsdagens tiltag.

Over 30 lande rundt omkring i verden har tilladt ægteskab mellem personer af samme køn, siden Holland gjorde det som første land i 2001.

Danmark var det første land i verden, der tillod registreret partnerskab mellem to personer af samme køn. Det skete i 1989.

23 år senere - den 15. juni 2012 - fik par af samme køn mulighed for at blive gift og også viet i folkekirken.

Det erstattede muligheden for at registrere sig i et partnerskab.

/ritzau/AFP