Elbilproducenten Teslas aktionærer har torsdag på en generalforsamling i Austin i den amerikanske delstat Texas stemt for en stor lønpakke til selskabets direktør, Elon Musk.
Lønpakken har en værdi på 878 milliarder dollar over en periode på ti år. Beløbet svarer til 5685 milliarder kroner.
Det skriver nyhedsbureauerne Reuters og AFP.
Mere end 75 procent af aktionærerne stemte for lønpakken, der ifølge Reuters med afstand er historiens største til en direktør.
Lønpakken indeholder en række krav omkring værdiskabelse i Tesla.
Elbilproducenten skal blandt andet lave 20 millioner køretøjer over det næste årti, mens én million af Teslas førerløse taxaer skal være i drift rundt omkring i verden.
Værdien af Tesla skal stige til mellem 2 og 8,5 billioner dollar. I øjeblikket har selskabet en værdi på 1,5 billioner dollar. Det svarer til 9,7 billioner kroner.
På forhånd har incitamentspakken fået kritik fra blandt andre Norges oliefond, som ejer 1,12 procent af Tesla.
Tidligere på ugen meddelte oliefonden, at den ville stemme imod forslaget.
Teslas bestyrelse har til gengæld udtalt, at Musk kunne vælge at forlade Tesla, hvis lønpakken ikke blev godkendt.
54-årige Musk er ifølge nyhedsbureauet dpa allerede verdens rigeste med en anslået formue på 470 milliarder dollar. Det svarer til tre billioner kroner.
Lønpakken er udformet sådan, at Elon Musk kan sikre sig pengene ved køb af aktier, der potentielt kan nå en værdi på mere end en billion dollar - svarende til 6500 milliarder kroner.
Da Musk selv skal betale for aktierne, kan han potentielt tjene 878 milliarder dollar - 5685 milliarder kroner -hvis Tesla når de forskellige mål om værdiskabelse.
Efter at børserne i USA er lukket, stiger Tesla-aktien med mere end tre procent i eftermarkedet.
/ritzau/
