Den terror- og drabssigtede nordmand Philip Manshaus skal gennemgå en fuld mentalundersøgelse.
Det oplyser hans forsvarsadvokat, Unni Fries, torsdag.
Hun tilføjer, at Manshaus vil lade sig undersøge i Ila-fængslet.
Manshaus har tidligere gennemgået en retspsykiatrisk undersøgelse.
Hovedårsagen til den fulde mentalundersøgelse er, at politiet vil afklare, om den 21-årige nordmand var tilregnelig, da han angiveligt dræbte sin 17-årige stedsøster og herefter angreb moskéen Al-Noor Islamic Centre.
Moskéen ligger i Bærum uden for den norske hovedstad, Oslo.
Ingen personer blev dræbt i angrebet mod moskéen 10. august.
Om aftenen samme dag blev Manshaus' 17-årige stedsøster fundet død.
/ritzau/