Tiltalen om brud på terrorlovgivningen mod den irske rapper Mo Chara fra rapgruppen Kneecap blev rejst for sent, og derfor annulleres sagen.
Det fastslår en dommer ved Westminster Magistrates' Court fredag formiddag, skriver nyhedsbureauet Reuters.
Mo Chara var tiltalt for terrorbilligelse, i forbindelse med at et Hizbollah-flag blev vist frem på scenen under en koncert i London i november 2024.
Tiltalen mod Mo Chara blev rejst i maj. Den skulle være rejst inden for seks måneder efter hændelsen, og denne frist blev lige netop ikke overholdt.
Derfor erklæres sagen for ugyldig.
Mo Chara - med det borgerlige navn Liam Óg Ó hAnnaidh - var tiltalt for brud på den britiske terrorlovgivning, der gør det ulovligt at udtrykke støtte til en terrororganisation.
Hizbollah, der har base i Libanon, har siden 2019 været stemplet som en terrororganisation i Storbritannien.
- Tiltalen er ulovlig og ugyldig, og denne domstol har ingen jurisdiktion til at behandle tiltalen, sagde dommer Paul Goldspring under retsmødet.
Ifølge Reuters udløste afgørelsen jubel fra tilhørerpladserne i retssalen i den britiske hovedstad.
Mo Chara ankom til Westminster Magistrates' Court iført elefanthue i det irske flags farver - grøn, hvid og orange.
Han er født i Belfast i Nordirland, som er en del af Storbritannien, men opfatter sig som irer og omtales derfor som sådan.
Kneecap rapper både på engelsk og irsk og har base i Belfast.
Mo Chara har nægtet sig skyldig, og Kneecap har bedyret, at Hizbollah-flaget blev kastet op på scenen under koncerten sidste efterår.
Selv har Mo Chara sagt, at han ikke vidste, hvordan Hizbollah-flaget så ud.
På grund af fredagens retsmøde meddelte Kneecap i august, at gruppen ville aflyse sin planlagte efterårsturné i USA.
Kneecap har tidligere givet udtryk for, at gruppen mener, at retssagen er et politisk forsøg på at lukke munden på medlemmerne. Gruppen har flere gange udtrykt sig politisk i forbindelse med sine koncerter.
Det skete blandt andet på festivalen Glastonbury i England i juni, hvor Mo Chara på scenen råbte "Israel er krigsforbrydere" og "befri, befri Palæstina".
Hændelsen fik britisk politi til at iværksætte en efterforskning. Efterforskningen blev dog senere lagt ned, da politiet manglede beviser for en egentlig lovovertrædelse.
/ritzau/