Terrormistænkt havde trænet med al-Qaeda i Yemen

Said Kouachi, der mistænkes for sammen med broderen Cherif at stå bag angrebet på det franske satiremagasin Charlie Hebdo, var i 2011 i Yemen for at træne med al-Qaeda-tilknyttede militante, fortæller efterforskningskilder.

FRANKRIG: En af de to brødre, der mistænkes for angrebet mod det franske satiremagasin Charlie Hebdo, rejste i 2011 til Yemen for at træne med al-Qaeda-tilknyttede militante.

Det siger både amerikanske og europæiske kilder tæt på efterforskningen til Reuters.

Ifølge kilderne var 34-årige Said Kouachi i Yemen i nogle måneder for at træne med gruppen al-Qaeda på Den Arabiske Halvø (AQAP).

Han er sammen med broderen Cherif på 32 genstand for en massiv menneskejagt i Frankrig efter drabet på 12 personer i Charlie Hebdos kontorer i Paris.

De to mistænkte er født i Frankrig af algeriske forældre og har begge været overvåget af politiet.

Cherif har tidligere været fængslet i 18 måneder for at forsøge at rejse til Irak for at deltage i krig.

Kilderne fortæller yderligere, at efter Said Kouachi vendte hjem til Frankrig, har begge brødre tilsyneladende afholdt sig fra at deltage i aktiviteter, der kunne have vækket myndighedernes opmærksomhed.

Ifølge ABC News har de to brødre længe stået på amerikanske myndigheders terrorlister. Det er dog ikke bekræftet fra officiel side.