Terrorister i Bruxelles gik målrettet efter jøder og amerikanere

Angrebet mod lufthavnen i Belgiens hovedstad i marts 2016 havde til formål at dræbe amerikanere og jøder.

Fredag aften d. 26 marts - tre dage efter angrebet - fortsatte belgierne med at møde op Place de la Bourse og vise empati og respekt for ofrene, der blev ramt i angrebet. Fold sammen
Læs mere
Foto: Asger Ladefoged

Det var had til Israel og USA, der afgjorde, hvem der blev ofre for bombeangrebene i en lufthavn i Bruxelles i marts 2016. Det konkluderer et internationalt efterforskningshold, der har hjulpet belgisk politi efter angrebet, skriver nyhedsbureauet AFP, der har talt med en række anonyme kilder med kendskab til efterforskningen.

Attentatmændene bag angrebet menes at have stået i ledtog med Islamisk Stat. De gik ifølge kilderne, der har kendskab til efterforskningen, målrettet efter en skranke, hvor passagerer kunne tjekke ind på et amerikansk fly fra selskabet Delta Airlines.

Også rejsende mod Israel har været et mål, skriver AFP. Sikkerhedsoptagelser fra lufthavnen viser således en af attentatmændene, der jagter en gruppe ortodokse jøder sekunder før, at en af bomberne sprænger.

I alt blev 16 personer dræbt af to bombemænd i lufthavnen.

Omkring en time senere dræbte en tredje person yderligere 16 personer, da han angreb en metrostation tæt på Europa-Kommissionen.

- Vi ved, at de gik efter at dræbe amerikanere. Det er tydeligt, at de havde specifikke mål, siger en kilde, der taler på betingelse af anonymitet, til AFP.

- Vi ved også, at de var besat af at angribe jøder, siger kilden.

Fire amerikanere blev dræbt i angrebet i lufthavnen, mens to israelere på henholdsvis 23 og 28 år blev behandlet for skader efter angrebet.

Optagelser fra lufthavnsangrebet, som aldrig er blevet offentliggjort, viser ifølge AFP, at en af bombemændene stod blandt omkring 60 gymnasieelever.

Han valgte dog at forfølge et par ortodokse jøder i stedet.

/ritzau/