Han bar et falsk bombebælte, en pistol og en machete, da han mandag aften gik til angreb med en riffel i det centrale Wien. Blot ni minutter efter at terrorangrebet begyndte, blev han dog selv dræbt. Skudt af politiet.
Det forklarede den østrigske indenrigsminister, Karl Nehammer, på et tidligt pressemøde tirsdag morgen.
Det er siden kommet frem, at den dræbte formodede gerningsmand var en 20-årig mand med både østrigsk og nordmakedonsk statsborgerskab. Han er tidligere dømt for at have forsøgt at rejse til Syrien og slutte sig til Islamisk Stat, skriver Der Standard.
Nu er spørgsmålet, hvem terroristen arbejdede sammen med. Og hvor mange? De østrigske myndigheder har natten igennem været på jagt efter mindst én anden gerningsmand, som altså endnu ikke tirsdag morgen var fundet.
Tværtimod er det i dag uklart, hvor mange gerningsmænd der rent faktisk deltog i terrorangrebet. De østrigske myndigheder lader også til at undersøge, om den dræbte gerningsmand kan have arbejdet alene.
Der blev skudt seks steder
Gerhard Pürstl, politichefen i Wien, forklarede på pressemødet tirsdag, at politiet fortsat mener, at der var mere end én gerningsmand, men at sagen stadig efterforskes.
»Det er svært at sige helt sikkert, om der var en eller flere gerningsmænd. Mange vidner er sårede og traumatiserede,« forklarede han og tilføjede:
»På nuværende tidspunkt er der ikke noget definitivt svar.«
Der blev dog skudt mindst seks steder i byen efter klokken 20 mandag aften. Fem personer er dræbt, herunder den formodede gerningsmand, og mindst 17 personer er sårede.
De foreløbige oplysninger er, at angrebet begyndte nær Schwedenplatz, og at også fem andre steder i byens centrum – Salzgries, Seitenstettengasse, Fleischmarkt, Morzinplatz, Graben og Bauernmarkt – blev angrebet.
Politiet undersøger nu, om det er muligt for én gerningsmand at have angrebet alle stederne på en aften.

Hvad var motivet?
På pressemødet tirsdag understregede indenrigsministeren, at det var et islamistisk terrorangreb, eftersom mindst én af gerningsmændene altså sympatiserede med Islamisk Stat.
Men han kunne ikke svare på, om angrebet også havde antisemitisk karakter. Angrebene fandt sted nær en synagoge i Wien, men det er ikke klart, om de var rettet mod synagogen. Det skrev lederen af det jødiske trossamfund i Østrig, Oskar Deutsch, på Twitter mandag aften:
»Det kan på nuværende tidspunkt ikke siges, om byens tempel var et af målene.«
Han tilføjer i øvrigt, at synagogen var lukket, da meldingerne om et angreb begyndte at indløbe i Wien mandag aften.
Sympatiserede med Islamisk Stat
I den dræbte gerningsmands lejlighed har politiet imidlertid fundet bevismateriale, som indikerer, at han var radikaliseret og sympatiserede med Islamisk Stat. Der blev blandt andet fundet flere videoer, som politiet nu gennemgår.
Ifølge Der Standard foretog politiet også en kontrolleret eksplosion for at komme ind i gerningsmandens lejlighed. Nu afsøger de det område, han boede i.
Det centrale Wien er fyldt med tungt bevæbnede betjente og sikkerhedsstyrker tirsdag.
Karl Nehammer oplyste tirsdag morgen, at mindst 1.000 betjente er sendt på gaden, dels for at bevare sikkerheden, dels for at lede efter andre formodede gerningsmænd eller medsammensvorne.
Politiet har foretaget flere ransagninger og anholdelser i området omkring den formodede terrorists lejlighed, skriver Der Standard.