Terrorangrebet i Paris er en unik »mulighed« for G20-lederne

På sidelinjen af G20-topmødet lægger verdens ledere strategien for, hvad der ligner et endeligt opgør med Islamisk Stat. De er enige om en plan, og spørgsmålet er, om Frankrig vil sætte landstyrker ind.

USAs præsident, Barack Obama (tv), og Ruslands præsident, Vladimir Putin (th), i fortrolig samtale under G20-topmødet. Til stede var kun de to plus en tolk og den amerikanske sikkerhedsrådgiver Susan Rice (med ryggen til). Foto: Ria Novosti/AFP Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

SANTA FE: Det var i de mørke dage, hvor verdensøkonomien faldt sammen, og en rådgiver for den endnu ikke tiltrådte præsident Obama udtrykte det politiske potentiale i finanskrisen:

»Man skal aldrig lade en alvorlig krise gå til spilde (...) det er en mulighed for at gøre noget, som vi ikke troede, vi kunne gøre før,« som Rahm Emmanuel sagde.

Hvor kynisk og ufølsomt det end lyder, så er »mulighed« forudsætningen for politisk forandring, og verdenslederne ved det naturligvis. Ledere som Obama, Putin, Merkel og Erdogan er ikke nået til tops ved en tilfældighed, og når de i disse dage mødes til G20-møde i Tyrkiet, så mødes de med en unik »mulighed«, som terrorangrebet i Paris har givet dem:

De kan tage endeligt livtag med Islamisk Stat.

G20-lederne begyndte søndag med at gribe efter de lavthængende frugter. I en fælleserklæring fordømte de angrebet, og de var også enige om at skærpe grænsekontrollen og øge flysikkerheden i verden. Men de beslutninger er snarere udtryk for den hurtigste fællesnævner end for den mulige fællesnævner.

For hvor rummelig er den mulighed, som den ulykkelige begivenhed har givet lederne?

»Et mulighedernes vindue«

Rummeligheden kan aflæses af sin ekstrem, og når USA og Rusland er enige om noget, når Israel og Iran er enige om noget, når så umage størrelser som Hizbollah, Islamisk Jihad, Hamas og Det Muslimske Broderskab opfordrer til »et opgør med ideologien bag terrorangrebet«, så er der mulighed for andet end en fælleserklæring.

Når ofrene tæller en koalition af kulturer – fra Algeriet, Marokko og Tunesien til Chile, Spanien og USA – så er der rygdækning for mere end gennemlysning af lufthavnsbagage.

Og når lederen af den angrebne part varsler »en nådesløs kamp mod terror«, så taler præsident Hollande ikke om bedre paskontrol, og når den angribende part står venneløs i verden, så er der ikke meget, der holder verden tilbage.

»Muligheden« er dermed meget mere rummelig end de foreløbige og officielle bulletiner fra G20 – den er af en størrelsesorden, som minder om situationen efter Saddam Husseins invasion af Kuwait i 1990 og efter terrorangrebet mod USA 11. september 2001 – og terrorangrebet i Paris er, hvad politologen John Kingdon har kaldt »en dagsordensættende begivenhed«, som relativt kortvarigt åbner »et mulighedernes vindue« til store forandringer.

Putin og Obama

Spørgsmålet er naturligvis: Hvilke muligheder? Hvilke forandringer?

Svaret kommer formentlig ikke i de officielle begivenheder på G20-topmødet, bl.a. fordi de 20 lande ikke har de samme interesser i udkommet af mødet. For Kinas Xi Jinping og Indiens Modi er terror ikke den største trussel i verden. Det er økonomisk stagnation. Og Canadas premierminister, Trudeau, synes mere forhippet på at diskutere klima end terror.

Derfor, med Aksel Larsens udtryk, ligger svaret hos »situationens generalstab«, som ud over Frankrig består af USA, Rusland, Tyrkiet og til dels Tyskland.

Uden for den officielle dagsorden holdt præsident Obama og præsident Putin i går et manoamano-møde. Det varede ifølge russiske medier »i mere end 30 minutter«, og på uofficielle billeder sad de to ledere sammenbidte i noget, som lignede en amerikansk fodbold-huddle, sekunderet kun af en tolk og den amerikanske sikkerhedsrådgiver, Susan Rice.

På samme måde har Obama og Putin hver for sig haft bilaterale møder med Tyrkiets Erdogan, og kansler Merkel har talt med Erdogan. Frankrigs præsident, Hollande, deltager ikke i G20-mødet, men han har telefonisk talt med toplederne, og efter G20 flyver præsident Obama til Paris for at mødes med ham.

Søndag aften dansk tid var det endnu uvist, hvad verdenslederne sigtede efter, men et møde i Wien lørdag gav en indikation. Her mødtes generalstabens udenrigsministre, og i den umiddelbare slipstrøm af terrorangrebet i Paris blev de enige om en politisk køreplan for Syrien.

Planen taler om en 18 måneders overgangsperiode inden frie valg, og den taler om en våbenhvile, som inkluderer alle parter bortset fra Islamisk Stat og al-Nusrah, al-Qaedas filial i borgerkrigen. Alle parter er enige om slagplanen – Rusland og USA, præsident Assad og den syriske opposition, Iran og Saudi-Arabien.

Dermed nærmer det sig en generalstrategi: At Islamisk Stat og al-Nusrah ikke skal inddæmmes eller stoppes, men dø. Det er de politiske parametre, de konkrete mål, og spørgsmålet er derefter de taktiske midler til at opnå målet.

I øjeblikket fører Vesten og Rusland krigen mod islamisterne gennem luftangreb, kommandoaktioner og støtte til de landstyrker, som kæmper mod Islamisk Stat og al-Nusrah, og landstyrkerne er det store dilemma.

Både den syriske og den irakiske hær har vist sig inkompetente i kamp – i 2014 flygtede 25.000 irakiske soldater i Mosul fra 1.500 soldater fra Islamisk Stat – og det er ikke nødvendigvis, fordi islamisterne er gode, men fordi regeringshærene er ringe.

Ved mindst to lejligheder har få amerikanske kommandosoldater nedkæmpet en ti gange så stor styrke fra Islamisk Stat, og det viser, hvad en veldisciplineret landstyrke kan gøre. Problemet har blot været hvem skal gøre det?

Fransk succes

Måske har terroristerne med deres historisk brutale angreb i Paris selv løst problemet.

Præsident Hollandes retorik efter angrebet har mindet ikke så lidt om præsident Bushs ditto efter 9/11. »Vi vil ikke vakle, vi vil ikke trættes, vi vil ikke svigte, vi vil ikke fejle,« sagde Bush. Og Hollande har også sagt, at Frankrig »vil gå forrest i kampen« mod Islamisk Stat. Det lyder som en mand, som retorisk lader op til mere end at sende flere Rafale-bombejagere til Irak.

Ydermere har Hollande også hurtigt udpeget Islamisk Stat som skyldig – ikke som religiøs og politisk inspirationskilde for terroristerne, men som egentlig hovedaktør i angrebet. Det nødvendiggør, jævnfør hans retorik, at han reagerer mod Islamisk Stat, mod kalifatet, og ikke blot mod lokale celler og sympatisører.

Folkeretsligt er Frankrig formentlig på fast grund, hvis landet beslutter sig for direkte at gå i krig mod kalifatet. Nogle eksperter henviser til den amerikanske invasion i Afghanistan i 2001, andre til lovene om pirater i et lovløst område, og militært kan Frankrig uden tvivl nedkæmpe Islamisk Stat, bakket op af USA og det øvrige NATO og eventuelt Rusland.

Frankrig har et sofistikeret militær, mere end 200.000 mand under våben, nogle af de bedste specialenheder, bl.a. faldskærmsstyrker, og landet har tegnet sig for en nylig operationel succes i krig mod jihadister: I 2012 nedkæmpede fire franske brigader – 4.000 mand – det tre- eller firdobbelte antal jihadister i Mali.

Frankrigs præsident har med sin retorik lagt op til krig, Frankrig har fået international opbakning til krig, Frankrig har ret til at føre krig, og Frankrig kan føre krig.

Dermed er spørgsmålet i Paris vendt på hovedet. Det er ikke »hvorfor«, men »hvorfor ikke?«

For i kynisk realpolitik skal man aldrig lade en alvorlig krise gå til spilde.