Terroralarm a la thai

En tung, sort sky, der fik folk til at hoste og deres øjne til at løbe i vand, fik i den forgangne uge politiet til at spærre London-bydelen Soho af i mere end tre timer. Og en storstilet jagt på attentatmændene gik ind. Der ventede ordensmagten en velsmagende overraskelse.

Det lyder måske kynisk, endda mærkeligt, men når man bor i London, lærer man at leve med, at det er en by, der kan blive udsat for terror. Mens jeg har boet her, er det sket ikke få gange, at der har været bomber eller bombealarmer og endda radioaktiv stråling i et russisk mordkomplot.

Hverdag bliver det aldrig, men man lærer at håndtere det.

Folk, der bor her, har hver sin strategi. Jeg har en bekendt, der siden angrebet på Londons Underground konsekvent har nægtet at køre i tog, men nu altid tager bussen, og jeg har venner, der nu ikke længere har lyst til at besøge mig i London, fordi de synes, det er for farligt. Selv sørger jeg for, så snart det er muligt, at undgå at rejse i myldretiden ud fra den betragtning, at terrorister ikke gider gøre sig til selvmordsbombere for tre forkølede passagerer, der stiger på i Belsize Park.

En tidlig morgen, da lufthavnsbussen til Stansted glippede igen, endte jeg med at dele en taxi med en pige fra Israel, der boede i London, men var på vej hjem på familiebesøg i Jerusalem.

»Det er den omvendte verden,« forklarede hun.

»Min mor ringer hele tiden til mig og er bekymret for, om jeg bliver udsat for bomber. Mine venner i Jerusalem siger nu til mig, at jeg skal passe på mig selv,« sagde hun og rystede på hovedet.

Når hun sammenlignede med sikkerheden hjemme i Israel, kunne hun også blive lidt bekymret.

»Det sværeste at vænne sig til var faktisk, at jeg stadig stoppede op ved døren hver eneste gang, jeg var på vej ind i en butik,« sagde hun.

Jeg så spørgende på hende.

»Jeg var vant til, at der ville være en sikkerhedsvagt, der skulle gå min taske igennem.«

Det var derfor måske ikke den store overraskelse, at terrorister i den her uge tilsyneladende havde udset sig Londons travle Soho-kvarter til, hvad der lignede et kemisk terrorangreb.

Ved frokosttid er Soho en skøn blanding af PR-assistenter sendt i byen efter sushi, turister og lommetyve, der slynger sig ind og ud mellem restauranter og cafeer.

Men pludselig var frokosttimen ikke, hvad den plejede at være. En tung, sort sky lagde sig over D’Arblay Street. Luften var så skarp, at folk fik tårer i øjnene og hoste, der kradsede ubehageligt i halsen.

Der var, naturligvis, ikke andet for end at tilkalde politi og redningstjenestens specialafdeling for kemiske udslip. De mødte op med iltmasker for munden og spærrede tre gader af i mere end tre timer for at redde den sagesløse offentlighed, mens de gik i gang med at finde kilden til dette nye anslag mod den britiske hovedstad.

Men i stedet for en ond terrorcelle med dødelige hensigter sporede politiet sig frem til restauranten Thai Cottage, hvor den intetanende kok havde været i færd med at tilberede en ordentlig spandfuld chilisauce. Opskriften kræver, at omkring et par kilo tørrede chilier bliver lettere brændt, inden de blandes med hvidløg, sukker og krydderier.

Det var røgen fra de brændende chilier, der på grund af regn ikke var steget til vejrs som normalt og havde sat terrorkorpset i højt alarmberedskab.

Men hverken kok eller servitricer i restauranten havde nogen anelse om, at det var kokkens opskrift på hjemmelavet nam prik pao, der var årsagen til alarmen, før alarmen blev afblæst, og de fik lov til at vende tilbage til Thai Cottage.

Døren ind til køkkenet var smadret, og udenfor stod en håndfuld betjente og brandmænd.

Ejer af restauranten, Sue Wasboonma, sagde senere, at restauranten har lavet chilisauce i sine 17 år på adressen i Soho, men at det aldrig før havde medført hverken terror- eller brandalarm.

»Næste gang vi laver saucen, sætter vi nok lige en plakat op for at advare folk,« sagde hun.

Og sådan går livet i London videre med terrortrusler og chilisauce.