Terror-rivalers samarbejde i Paris er »usædvanligt«

Ifølge ekspert er det usædvanligt, at islamister med angivelig tilknytning til to rivaliserende terrororganisationer samarbejder, sådan som det ser ud til at være tilfældet med terrorangrebene i Paris.

En mand, der hævdes at være Amedy Coulibaly, fremgår i en video, som florerer på islamistiske sociale fora. Screendump. Fold sammen
Læs mere
Foto: -

Selvom de to terrororganisationer al-Qaeda og Islamisk Stat (IS) er rivaler, kan deres medlemmer tilsyneladende sagtens finde ud af at samarbejde på kryds og tværs i kampen mod deres fælles fjender.

Sådan tegner billedet sig umiddelbart, efter at den ene af de tre dræbte terrorister i Frankrig, Amedy Coulibaly, i en netop offentliggjort video angiveligt omtaler sig selv som en kalifatets kriger og sværger troskab til IS' leder, Abu Bakr al-Baghdadi.

Men Amedy Coulibaly var også i ledtog med de to Kouachi-brødre, der modsat ham bekendte sig til al-Qaeda i Yemen.

De tre terrorister koordinerede deres angreb, fortæller Amedy Coulibaly i videoen.

Efter Kouachi-brødre onsdag havde udført deres udåd ved Charlie Hebdo, dræbte han dagen efter en kvindelig betjent for at aflede politiets opmærksomhed, og da brødrene fredag var trængt op i en krog i fabriksbygning nord for Paris, henrettede han fire gidsler i et jødisk supermarked i den franske hovedstad.

Ifølge terrorekspert Magnus Ranstorp,  Försvarshögskolan i Sverige, dokumenterer sagen fra Frankrig, at islamister fra IS og al-Qaeda lokalt godt kan finde ud af at samarbejde.

Dels fordi de kender hinanden gennem venskaber og fra fælles netværk såsom moskeer, skoler eller fængsler. Dels fordi de kæmper for at opnå nogenlunde samme mål og mod de helt samme fjender.

»På højeste niveau er der en konflikt mellem de to grupper. Mellem al-Qaeda på Den Arabiske Halvø og Baghdadis kalifat i Syrien. Allerede da den islamiske stat blev udråbt, begyndte al-Qaeda at fokusere på Indien og Bangladesh, og siden har de to grupper også kæmpet mindre, lokale grupper,« fortæller han:

»Men lokalt kan det godt være anderledes, altså både konflikt og samarbejde. Det er usædvanligt, men det sker.«

Magnus Ranstrop henviser bl.a. til, hvordan al-Nusra Fronten, der er en del af al-Qaeda, i Syrien kæmper side om side med IS mod fælles fjender. Men nogle gange vender jihadisterne i felten i Syrien også deres våben mod hinanden.

»Det er sket,« forklarer han.

Ifølge Magnus Ranstorp kan forbindelsen mellem Amedy Coulibaly og Kouachi-brødrene være et af de første eksempler på samarbejde på tværs af de to terrororganisationer uden for Syrien.

Om det kan ske igen, kan Magnus Ranstrop dog ikke svare på. Det afhænger i høj grad af de lokale netværk, venskaber og forbindelser, og hvordan de hænger sammen.

»Men de har i hvert fald de samme fjender og den samme selvforståelse som hellige krigere og martyrer,« tilføjer han.

This template (BMExternalArticleBundle:Content\ExternalArticle:Embedded/small.html.twig) should be overridden!

En ekspert fra den antiekstremistiske tænketank, Quilliam Foundation, beskriver over for engelske The Guardian Amedy Coulibalys troskabsløfte til Abu Bakr al-Baghdadi som »signifikant«.

»Det er umiddelbart uklart, om han handlede alene eller efter ordre,« siger Charlie Winter fra tænketanken og henviser til, at videoen ikke bærer de sædvanlige præg af at være produceret af IS:

»Det rejser spørgsmålet, om han har noget, der ligner en direkte forbindelse, til kalifatet.«