Terapihunde får hård konkurrence: Kram en ko!

Vi er efterhånden kommet så langt væk fra naturen og fornemmelsen af andre væsner, at det er blevet en forretning at tilbyde en krammer med husdyr. Terapi, såmænd.

Hvis man skal kramme en ko, er det ikke ligegyldigt, hvordan man nærmer sig den, og man kan ikke være sikker på, at den gider lægge sig ned. Arkivfoto: Nir Elias/Reuters/Ritzau Scanpix Fold sammen
Læs mere
Foto: NIR ELIAS

Selv uden en eksamen i psykologi gør Bellas naturlige talenter hende til en fremragende terapeut. Hun er rolig og imødekommende og besidder evnen til at lytte til endeløse jeremiader uden at sige så meget som et muh.

Fra deres frodige, lidt afsides eng på Mountain Horse Farm, en 13 hektar stor bed-and-breakfast i New Yorks Finger Lakes-region, yder den treårige Bella og den et år yngre Bonnie, hvad man kunne kalde omvendt dyreterapi.

Bella og Bonnie er krydsninger af skotsk højlandskvæg og Aberdeen Angus, og terapien kunne kaldes »kram-en-ko« - en tæt omgang med gårdens dyr, som bliver striglet, klappet og kærligt besnakket. Oplevelsen svarer til terapibehandling med heste med en væsentlig forskel: Hvor hestene for det meste bliver stående, lægger køer sig gerne ned i græsset, mens de tygger drøv. Det giver mennesker mulighed for at komme endnu tættere på og putte sig ind til dem.

Flere og flere mennesker vender sig mod en række dyr - hunde, ænder, ja, selv alligatorer - for at pleje deres mentale sundhed. Men ligefrem køer? Du kan i hvert fald ikke tage dem med ud at gå en tur.

»Kan du se, hvor rolig hun bliver?« siger den 51-årige Suzanne Vullers.

Hun var egentlig revisor, men slog sig på terapibehandling med heste og ejer nu denne bed-and-breakfast sammen med sin jævnaldrende mand, Rudi.

»Det er det, vi er ude efter,« siger hun. »Både for mennesket og for koen.«

Hollandske krammekøer

Parret stammer fra Reuver i Holland, og det var under et besøg i hjemlandet for to år siden, at de stødte på begrebet koe knuffelen, der betyder ko-krammeri. I dele af Holland tilbydes koe knuffelen som del af et gårdbesøg, og det er led i en større bevægelse for at få folk knyttet nærmere til livet på landet. I storbyen Rotterdam inviterer et nyligt åbnet, flydende mejeribrug i byens gamle havn byens indbyggere til at besøge dyrene.

Tilbage i 2007 skiftede familien Vullers deres professionelle liv ud med gårdbruget i Naples, New York. Ideen med kram-en-ko åbnede så at sige ladeporten. I maj 2018 købte de Bonnie og Bella, som blev valgt på grund af deres rolige gemyt og mangel på horn.

»Mange køer er ikke så velegnede. De kan jage dig ud af marken,« siger Rudi Vullers.

En times ko-krammeri koster 75 dollar pr. par (små 500 kroner), og der er en begrænsning på to om dagen med maksimum fire deltagere pr. kram.

»Det er ikke en børnezoo med klappegeder,« siger Rudi Vullers, selv om dyrene i og for sig er kæledyr.

De indgår i hvert fald ikke i et almindeligt landbrug, og de er ikke indkøbt med henblik på produktion af mælk eller kød.

»De her piger får et naturligt liv,« siger Suzanne Vullers.

Undgå at virke truende

Hver terapitime overvåges af to personer: Dels en hesteterapeut, ofte fru Vullers selv, der kan læse dyrenes sindstilstand og sikre et positivt samspil med deres nye menneskevenner, dels en anden, der holder øje med de andre dyr på marken. Ingen af dem er uddannet psykolog, men det er ligesom pointen:

»Uanset hvad de gennemgår, så behøver de ikke tale om det,« siger Suzanne Vullers.

I lighed med andre former for terapi er håbet, at de besøgende vil opleve tillid, empati og en forbindelse med køerne og deres egne følelser. Men som med andre former for terapi er der ingen garanti for succes: »De er ikke trænet til at lægge sig ned,« siger fru Vullers.

Den lørdag, vi besøgte gården, var to par rejst fra hver sin ende af landet for at kramme køerne: et nyforlovet par fra Silicon Valley og en mor og datter fra den nordlige ende af staten New York.

»Så vi er altså kørt i fem timer for at kramme en ko,« siger den 57-årige Karen Hudson, der er her sammen med sin 27-årige datter, Jessica Ercoli.

Suzanne Vullers fører de to spændte, men også lidt skeptiske kvinder ud på engen og tilbyder dem et lille hurtigt kursus i, hvordan de skal nærme sig køerne - og demonstrerer det så selv.

»O-positur, ikke X-positur. På den måde virker man mindre truende. Gør kroppen rund og gå hen til køernes skuldre i stedet for at nærme jer bagfra,« siger hun.

»Ens tøj er også vigtigt, for de kan meget vel finde på at slikke jer,« siger fru Vullers.

For tilskuere gælder: »Stil jer ud til siden. Det gør en stor forskel for dem,« siger fru Vullers.

For deltagere: »Respekter dem og deres verden og det, de ønsker at foretage sig, og det, de ønsker at give dig.«

Det vigtigste råd til alle: »Bevar roen. Jo mere afslappede I er, desto bedre vil det være for dem og for jer selv,« siger hun. For køer kan ligesom heste fornemme følelser og svarer på samme vis - det meste af tiden.

»Lad være med at gnubbe dit snot rundt på mig!« hviner Jessica Ercoli til Bella.

En varm omfavnelse

Som en sidste overraskelse inviterede Vullers de besøgende til at håndfodre køerne med havre. Det er for mange gæster højdepunktet på dagen - også selv om køernes tunger ifølge Karen Hudson »var som sandpapir«.

Alligevel var det bedre end en anden form for overraskelse: »Somme tider taber køer noget,« konstaterer Suzanne Vullers.

Men måske fordi de fornemmede, at de var i venligsindet selskab, nøjedes køerne med at tabe højde. De lagde sig ned i engen og tilbød de tilrejsende det, de var kommet langvejs fra for at opleve: en mulighed for en varm omfavnelse.

Oversættelse: Lars Rosenkvist