Uge for uge falder antallet af svenskere, der bliver smittet med covid-19.

Dermed kan alle svenskere snart få lov til at rejse ind i Danmark, forudser Sveriges statsepidemiolog, Anders Tegnell.

Udenrigsministeriets kriterier fastsætter, at Danmark kan åbne grænsen til lande, hvor der findes færre end 20 smittetilfælde om ugen pr. 100.000 indbyggere. Tallet måles som et gennemsnit af de seneste to uger.

»20 er ikke meget langt væk, hvis det fortsætter, som det gør nu,« siger Anders Tegnell til avisen Svenska Dagbladet.

Sverige har været i nærheden af 100 smittetilfælde pr. 100.000 indbyggere for få uger siden. Men da Statens Serum Institut i går opdaterede tallene for de seneste uger, målte Sverige nu kun 24,3 tilfælde pr. uge.

Danmarks grænse er allerede åben for svenskere, som kommer fra regioner, hvor smittetallet er under 20. Det betyder, at indbyggere fra 12 svenske regioner kan komme ind i Danmark.

Færre svenskere rejser til Danmark

Svenskere fra Stockholm og Göteborg er dog stadig ikke velkomne over den danske grænse, ligesom danskere, der rejser til de områder, forventes at gå i 14 dages karantæne, når de kommer retur.

Selv om de danske grænser allerede er åbne for mange svenskere – blandt andet omtrent 1,4 millioner skåninge – så rejser meget få svenskere til Danmark for tiden.

Lige nu er trafikken på Øresundsbroen 45 procent lavere end i fjor. Og langt størstedelen af dem, der krydser broen, er danskere, der rejser til og fra Sverige.

»Vi har set en stigning i svensk trafik siden grænseåbningen, men den er vældigt lille,« siger Fredrik Jenfjord, markedschef på Øresundsbroen, til Sydsvenskan.

Han tror, at den primære årsag til, at meget få svenskere rejser ind i Danmark, er, at det svenske udenrigsministerium stadig fraråder rejser til grænselandene.