»Ted Cruz blev dolket i ryggen«

POUL HØI: Den republikanske senator Ted Cruz har scoret et tredobbelt selvmål, siger de fleste. Men ikke te-aktivisterne, som vender vreden mod de moderate og taler om »dolkestød i ryggen«.

Den republikanske senator Ted Cruz (t.v.) fra Texas taler med Jeff Sessions, republikansk senator fra Alabama, mens Senatet gør klar til at forhandle om et amerikansk budget. Fold sammen
Læs mere
Foto: JIM LO SCALZO

Ted Cruz har ført Republikanerne ud i det værste taktiske nederlag siden rigsretssagen mod præsident Clinton.

Senatoren fra Texas var manden bag den næveknyttende strategi, som ville lukke og slukke for USA, hvis ikke præsident Obama afviklede den største bedrift i sin præsidenttid, indførelsen af sygeforsikring. Ted Cruz satte hårdt mod hårdt, og te-aktivisterne tiljublede ham, mens Republikanernes erfarne fløj rystede på hovedet.

»Skørt,« hvislede partifællen John McCain.

Det skulle vise sig at være »skørt« – i det mindste for Republikanerne. Ezra Klein gjorde i går i Washington Post regnskabet op, og han gav Ted Cruz æren for et tredobbelt selvmål: Det lykkedes ham at gøre præsident Obama populær på et tidspunkt, hvor præsidenten haltede i målingerne; det lykkedes ham at gøre sygesikringen populær på et tidspunkt, hvor den havde store indkøringsproblemer; og det lykkedes ham at føre Republikanerne til en bundrekord hos Gallup på et tidspunkt, hvor partiet vejrede morgenluft. Aldrig har så mange amerikanere syntes så lidt om Republikanerne.

»Hvis ikke Ted Cruz eksisterede, måtte Demokraterne opfinde ham,« skrev Klein.

Nederlag ud af sejrens favn

I et normalt parti ville det føre til en alvorlig selvransagelse og måske til en bortkæmning af de politikere og den te-aktivisme, som gang på gang synes at gribe nederlaget ud af sejrens favntag. I et normalt parti ville organisationen i Texas indkalde Ted Cruz til en kammeratlig samtale, som Socialdemokraterne i gamle dage kaldte en nærfyring.

Men så simpelt er det ikke, som Abby Rapoport skrev i går hos American Prospect, og hun bruger netop Texas som eksempel – for i Texas er Republikanerne i stigende grad lig med te-bevægelsen. Cruz’ aktivisme, hans velkalkulerede nulstatspopulisme, udtrykker præcist, hvad hans parti udtrykker i Texas, og som Rapoport noterer – han er ikke engang den mest ekstreme i statens kongresgruppe.

I de seneste uger har et kongresmedlem fra staten således beskyldt John McCain for at gå al-Qaedas ærinde, og et andet kongresmedlem blev videofilmet, mens han overfusede en kvindelig parkansat for at lukke et nationalmonument, som kongresmedlemmet selv havde været med til at lukke. Tre kongresmedlemmer fra Texas har krævet en rigsretssag mod Obama, og det samme har statens viceguvernør, som sidste år blev vurderet som værende den moderate i primæropgøret med Ted Cruz, skriver Rapoport. Og det er blot de seneste par uger og med venlig hilsen fra Republikanerne i Texas.

Derfor er der ingen statslig partiorganisation, der indkalder Cruz til en samtale, tværtimod vil han kun blive hyldet for at have ført striden helt ud i lukning og betalingsstandsning, og i stedet vil de republikanske politikere, som har vist kompromisvilje, få deres sag for.

En magtfuld konservativ gruppe, Heritage Action Group, lovede i går, at alle kompromispolitikere vil få en ægte konservativ modkandidat ved opstillingsmøderne, og Mitch McConnell er et godt eksempel. McConnell er Republikanernes leder i Senatet, og han er berømt og berygtet som »Mr. No« for at obstruere Obamas dagsorden på alle måder og med næsten alle metoder, men i går var han med til at strikke et kompromis sammen, og han er nu i fare for at blive vippet af en te-aktivistisk rival ved næste års opstillingsmøde.

En af de store te-aktivistorganisationer, Tea Party Nation, gik i sidste uge i kødet på Mitch McConnell med en variant af dolkestødslegenden: »Mens Ted Cruz kæmpede for sagen, dolkede McConnell ham i ryggen,« sagde organisationens formand, Judson Phillips til Glenn Beck TV.

Og den dolkestødslegende kan sagtens blive den konklusion, som bundfælder sig hos de te-aktivistiske græsrødder: At det tredobbelte selvmål ikke var selvmål, og at løsningen ikke er mindre aktivisme, mindre nihilisme, men mere af begge dele, og at vælgerne vil se lyset, når de ser den rene vare.