Te-partiet: Obama, Hitler og Lenin er ét fedt

En lokalafdeling af Te-bevægelsen opsætter kæmpeplakat, der sidestiller Obama med de værste despoter.

Der går en lige linje fra Vladimir Lenins marxistiske socialisme over Adolf Hitlers nationalsocialisme til den nuværende amerikanske præsident, Barack Obamas, udgave af demokratisk socialisme, mener plakaten ved South Federal Avenue i Mason City i Iowa, der er sat op af den lokale afdeling af Te-bevægelsen. Fold sammen
Læs mere
Foto: DEB NICKLAY

WASHINGTON: Den besked, der møder folk, som passerer gennem Mason City dybt inde i Iowa i Midtvesten, er lige på og hårdt - og den er afsendt på et enormt udendørs billboard uden smålig skelen til normal pli:

Barack Obama er en dødsensfarlig, socialistisk folkefører - og der går en lige linje fra Vladimir Lenins marxistiske socialisme over Adolf Hitlers nationalsocialisme til den nuværende amerikanske præsidents demokratiske udgave af socialismen. Obamas foto i midten er flankeret af Hitler og Lenin - med en advarende tekst nedenfor:

»Radikale ledere går på rov hos de bange og de naive.«

Te-bevægelsen er en løs, men magtfuld gruppe græsrødder - politisk samlet om kampen for lavere skat og mindre stat - så kampagnen i Iowa er hverken godkendt af eller kan bremses af nogen national ledelse. En stribe af de personer, der ofte tegner bevægelsen, lægger dog afstand til kampagnen, men det lader ikke til at påvirke John White, der er koordinator for bevægelsen i Iowa:

»Kampagnen krydser en farlig grænse,« påpeger han på en lokal radiostation, men tilføjer »at alt, hvad Obama gør politisk, er fuldkommen i tråd med meget af, hvad Hitler stod for.«

Radiostationen spørger ikke ind til, hvilke dele af Hitlers handlinger, som White mener, at Obama viderefører - og det lykkedes ikke for Berlingske Tidende at få fat i koordinatoren for en uddybning. Ud fra tidligere og lignende udtalelser fra andre medlemmer af Te-bevægelsen handler det om Hitlers nationalisering af økonomien i begyndelsen af hans regime. De hyppige sammenligninger med Hitler dukker ofte op på møder i Te-bevægelsen,

Mens Obama formentlig bare kan trække på skuldrene af kampagnen i Iowa, så er to nye meningsmålinger anderledes alvorlige:

En måling i Washington Post viser, at næsten seks ud af ti amerikanere har ingen eller ringe tiltro til, at præsidenten er i stand til at føre landet i den rigtige retning - og hos Public Policy Polling registrerede man i denne uge den laveste opbakning til præsidenten siden han tiltrådte, idet kun 45 procent er tilfredse med ham. Obamas står svagest blandt hvide mænd, hvor to ud af tre mener, at han klarer hvervet dårligt.