Taylor Swift betalte en million for at lukke gader under bryllup
Kendispar betalte millionbeløb for at få lov til at holde bryllup og lukke gader centralt i New York.

Kendispar betalte millionbeløb for at få lov til at holde bryllup og lukke gader centralt i New York.

Den verdenskendte sanger Taylor Swift og hendes mand, NFL-stjernen Travis Kelce, betalte et beløb svarende til en million danske kroner for at få lukket gader i forbindelse med deres store bryllup tidligere på måneden.
Det fortæller borgmesteren i New York, hvor parret blev viet, ifølge kulturmagasinet Rolling Stone.
Adspurgt under et pressemøde, om borgmesteren kunne bekræfte, at Taylor Swift ville betale byen tilbage for de lønninger, der gik til politibetjente, som sikrede området, svarede borgmesteren:
- Taylor Swift har allerede betalt omkostningerne ved den tilladelse på 160.000 dollar, der blev givet for begivenheden og reaktionen herpå, siger borgmester Zohran Mamdani.
Svaret fra borgmesteren falder en uge efter brylluppet mellem den verdenskendte sanger og sportsstjerne, som fandt sted på Manhattan i New York - nærmere bestemt i Madison Square Garden.
Det berømte spillested er mest kendt for store NBA-kampe og koncerter.
Som følge af brylluppet blev flere gader lukket for offentligheden i det såkaldte Midtown-område, der rummer attraktioner som Times Square og Empire State Building.
De lukkede gader faldt oven i, at amerikanerne i samme weekend markerede den amerikanske uafhængighedsdag 4. juli.
Det fik nogle newyorkere til at kritisere kendisparret og deres timing.
Blandt kritikerne var det republikanske kongresmedlem Nicole Malliotakis, skriver kulturmagasinet.
- Taylor Swift og Travis Kelce burde refundere NYPD (New Yorks politi, red.) for de 130 betjente, der var nødvendige per dag for at holde deres millionbryllup med tusind personer på MSG (Madison Square Garden, red.) sikkert.
- Vores betjente arbejder allerede overtid til 4. juli-festlighederne, og skatteyderne i New York burde IKKE være ansvarlige, har hun skrevet i et opslag på X.
RITZAU