Taxi til USAs skyggeside

Mindst 37 udenlandske fanger er myrdet i amerikansk varetægt. USA bliver beskyldt for at bruge tortur, og nu er CIA afsløret i at have ødelagt video-optagelser, der muligvis kunne bevise det. Dokumentarfilm stiller skarpt på det, instruktøren

Irakere, som amerikanske soldater har taget til fange i det sydlige Bagdad i 2005. Dokumentarfilm afdækker amerikanske soldaters tortur mod fanger i »krigen mod terror«. Fold sammen
Læs mere
Foto: Ahmad al-Rubaye/AFP

Dilawar var taxichauffør i Afghanistan. En eftermiddag i 2002 samlede han tre passagerer op i sin ramponerede bil og kørte af sted hen ad de støvede bjergveje. De tre mænd skulle bare til nabobyen, men deres endestation blev Guantanamo-fængslet på Cuba. Chaufføren Dilawar fik lov til at blive i Afghanistan, men døde efter fem dages brutale afhøringer foretaget af amerikanske soldater i det berygtede Bagram-fængsel.

»Allerede efter de første timers afhøringer var vi rimelig sikre på, at han var uskyldig, men vi fik besked på at hive informationer ud af ham,« siger en af de amerikanske afhøringsofficerer i en chokerende ny dokumentarfilm »Taxi til skyggesiden«, som får premiere i de amerikanske biografer til januar. Filmen har allerede vundet tre festivalpriser og er tæt på en Oscar-nominering. I denne uge havde den snigpremiere i Washington.

Dilawar døde efter at være blevet slået og sparket næsten uafbrudt i fem døgn. Hans ben var så ødelagte af slag, at de lignede blå geleklumper. Havde han overlevet, skulle de begge have været sat af.

»På et tidspunkt var jeg så udmattet af at sparke til ham med mit knæ, at det gjorde ondt,« fortæller en anden afhøringsofficer.

Når Dilawar ikke fik klø, blev han tvunget til at stå i såkaldte stresspositioner, nøgen og med hænderne lænket over hovedet til et gitter i loftet. Sådan kunne han stå i timevis. Ofte uden at få lov til at sove. Indtil hjertet sagde stop.

Han er en af mindst 37 udenlandske fanger, der er myrdet i amerikansk varetægt under krigen mod terror. Ordet »myrdet« er her brugt med fuldt overlæg. 37 dødsfald er ifølge officielle dødsattester fastslået som mord, oplyser filmen. Yderligere over 100 mennesker er døde af naturlige eller ikke klarlagte årsager, fremgår det af »Taxi to the Dark Side«, som er den amerikanske titel – en henvisning til dels Dilawars sidste køretur og den amerikanske vicepræsident Dick Cheneys dystre ord efter terrorangrebene på USA 11. september 2001: »Vi er nødt til at arbejde ligesom på skyggesiden, om du vil.«

Filmen stiller skarpt på de afhøringsmetoder fra »skyggesiden«, som Det Hvide Hus i kølvandet på 11. september lod militæret og efterretningstjenesten CIA bruge. Såkaldt »udvidede afhøringsteknikker«, som FN, Røde Kors og flere europæiske lande betragter som tortur eller umenneskelig, nedværdigende eller ondsindet behandling, hvilket alt sammen er ulovligt i henhold til internationale konventioner, som USA har underskrevet. Det drejer sig om blandt andet om stresspositioner, seksuelle krænkelser og det såkaldte »waterboarding« – en gammel torturmetode, der fremkalder følelsen af at drukne.

Dermed rammer filmen direkte ind i fredagens afsløring i USA, hvor CIA erkender at have destrueret videobånd fra 2002, der indeholdt optagelser af brutale afhøringer af to mistænkte terrorister. Demokrater og uafhængige jurister kræver nu en strafferetlig undersøgelse af det, de kalder ulovlig destruktion af bevismateriale. Men ifølge instruktøren, amerikaneren Alex Gibney, går dokumentarfilmens tema og dens budskab længere end at skabe opmærksomhed om afhøringsteknikkerne.

»Filmen handler om nedbrydningen af Amerikas karakter, nedbrydningen af retssikkerheden. Det er helt fundamentale emner, og hvis vi ikke får rettet op på dem, så er der en lang og svær vej foran os,« siger han.

Torturmetoder
De seneste par dage har leveret flere konkrete eksempler på, hvad han mener. De er ikke med i filmen, men de er i den grad kommet på plakaten i USA. I centrum står det særlige Kontor for Juridisk Rådgivning (OLC) i det amerikanske justitsministerium, som har til opgave at rådgive Det Hvide Hus og administrationen om, hvad der er lov og ret. Det var herfra, at Bush-administrationen i 2002 første gang fik de meget omtalte »tortur-memoer«, som gav grønt lys for de udvidede afhøringsteknikker. Vurderingen lød, at tortur i praksis skulle defineres meget mere snævert, end det bliver internationalt, således at kun »alvorlige fysiske skader som organfejl, svækkelse af kropsfunktioner eller død« var at betragte som tortur og dermed ulovligt. CIA fik med andre ord vide rammer til at gøre, hvad der ifølge Cheney og andre i administrationen var nødvendigt at gøre i terrorkrigen.

Det er de metoder, som var på de nu ødelagte videobånd. CIA afviser at have gjort noget ulovligt. Hverken i afhøringslokalerne eller ved at destruere båndene. Efterretningstjenesten henviser til, at de inden ødelæggelsen fik juristernes ord for, at det var helt legalt.

Men hvor kom juristerne fra?

Fra OLC-kontoret i justitsministeriet. Kontoret, der i sin tid var med til at sige god for de udvidede afhøringsteknikker, var det samme, som gav CIA juridisk dækning til at slette videooptagelser af de selv samme teknikker, selv om omverdenen var begyndt at bekymre sig for, om der var tale om tortur. En klokkeklar interessekonflikt, lyder det fra uafhængige jurister.

Et andet eksempel: OLC-kontoret har i flere interne memoer siden efteråret 2001 sagt god for, at præsidenten har kunnet beordre sin sikkerhedstjeneste til at aflytte eller på anden måde overvåge amerikanske borgere uden dommerkendelser. Også det har givet anledning til ballade de senere år. Loven siger klart, at amerikanske borgere ikke kan aflyttes uden dommerkendelser, men indtil videre har præsidenten redet stormen af, fordi han forsvarer sig med, at USAs præsident i krigstid har ret til at tilsidesætte loven.

Hvem har hjulpet Bush med at komme frem til den vidtrækkende konklusion?

Det har OLC-kontoret i justitsministeriet.

Enerådende magt
I fredags fremlagde demokraten Sheldon Whitehouse nye oplysninger om, hvordan juristerne reelt har givet præsidenten noget, der minder om enerådende magt. Whitehouse har fået adgang til flere OLC-memoer, der blandt andet i al hemmelighed har gjort disse to konklusioner til gældende praksis i Amerika: Præsidenten afgør selv, hvilken magt han har, og præsidenten er ikke bundet af justitsministeriets juridiske rådgivning, men justitsministeriet er bundet af præsidentens juridiske beslutninger.

»Tænk lige en gang over den sætning igen,« sagde Sheldon Whitehouse fredag i Senatet: »vi er en nation bygget på love, ikke på mennesker... vi er ikke en bananrepublik, hvor embedsmænd skal krybe for den øverste leder... vi burde end ikke have den her diskussion.«

Men det er den diskussion, Amerika står midt i, og det er temaet, som »Taxi til skyggesiden« bringer op på det store lærred. Helt op til det øverste embede har man opført sig, som om alt er tilladt, men det er det ikke, insisterer instruktøren Alex Gibney. USA er et retssamfund, ikke en bananrepublik. Derfor blev afhøringsofficererne, der var med til at slå taxichaufføren Dilawar langsomt ihjel, da også alle dømt, og nogle måtte i fængsel. Dog først da sagen kom frem i New York Times to år efter hans død.

De blev, ligesom deres kolleger i det irakiske fængsel Abu Ghraib, kaldt nogle »få rådne æbler«.

Men som general Lawrie Wilkerson, stabschef for tidligere udenrigsminister Colin Powell, minder om, så handlede de unge soldater i et tomrum, hvor de dagligt blev opmuntret til at gå over på »skyggesiden«. Så måtte de selv finde ud af, hvad det betød.

»I krig er der altid en drift, der kan trække dig ud over grænserne. Jeg har selv ledt en deling i Vietnam, og jeg brugte hovedparten af min tid på at få drengene til at holde sig inden for loven. De fik endda alle sammen en lille bog – »Code of Conduct« – hvori de kunne læse, hvordan de skulle opføre sig. De gik rundt med den i lommen,« fortæller Wilkerson, der er med i filmen, og som var til stede under forevisningen i denne uge:

»I krig er der brug for lederskab, og det manglede fra begyndelsen i denne krig. Helt op på øverste niveau, og her taler jeg i hvert fald om vicepræsidenten, blev der i det skjulte autoriseret metoder, som aldrig tidligere har været autoriseret i vores lands historie, og som kun kunne ske, fordi alt for få turde sige fra. Det forplantede sig lynhurtigt ned gennem rækkerne, skabte forvirring og bragte os de katastrofer, vi kender i dag.«

Hvad nu?
Dilawar døde, og hans bødler blev straffet. Men hvad med dem, der slap bødlerne fri? Efter pres fra Det Hvide Hus vedtog den gamle kongres under republikansk ledelse i 2006 en lov, der giver CIA-ansatte og deres chefer – herunder præsidenten og hans folk i administrationen – immunitet mod eventuelle retssager.

»Det gælder selvfølgelig kun i USA,« påpeger Wilkerson: »Jeg kan godt forestille mig, at Cheney og Rumsfeld (tidligere forsvarsminister Donald Rumsfeld, red.) næppe vil rejse meget fremover.«

I disse dage er der endda krav om, at den nye justitsminister, Michael Mukasey, kulegraver, hvad der ligger gemt af andre tvivlsomme juridiske memoer fra OLC-kontoret, og at de alle bliver annulleret. Ligesom der er krav om straffesager mod dem, der med memoerne som dækning kan have brudt loven.

Men også i USA stiger bekymringen for, hvad der er foregået i ly af præsidentens enerådende direktiver. Det er det, instruktøren mener, når han taler om »nedbrydningen af Amerikas karakter«, og »den svære vej frem«. Men der er ingen andre veje, mener han. Taxien skal tilbage fra skyggerne.