Tallet bliver ved med at vokse: Flere og flere amerikanske soldater får hovedskader efter iransk angreb

Det er en måned siden, at iranerne angreb den amerikanske Ain al Asad-base i Irak. Men antallet af amerikanske soldater, som blev såret, vokser stadig.

Mere end 100 amerikanske soldater fik »milde« hovedskader af det iranske missilangreb, som ramte den amerikanske Ain al Asad-base i Irak i sidste måned. Det er mange flere, end hvad forsvarsministeriet oprindeligt oplyste. Fold sammen
Læs mere
Foto: Ayman Henna/AFP/Ritzau Scanpix

Først sagde præsident Donald Trump, at ingen amerikanere kom til skade i iranernes angreb på Ain al Asad-basen i Irak 8. januar. Så indrømmede han senere, at nogle af de amerikanske soldater måske havde fået »hovedpine« af missilerne.

Nu erkender det amerikanske forsvarsministerium, Pentagon, at 109 amerikanere kom til skade under angrebet med hovedskader såsom hjernerystelser. Det skriver The New York Times.

Det iranske angreb var et svar på amerikanernes likvidering af den iranske generalmajor Qassem Soleimani, en af Irans hidtil mest magtfulde mænd.

I januar lød det fra Pentagon, at 64 amerikanske soldater havde fået hovedskader – såsom hjernerystelser og hjerneskader – under angrebet. Nu er antallet vokset med 45 flere.

Men 76 procent af de tilskadekomne er allerede i så meget bedring, at de er vendt tilbage til arbejdet, skriver Pentagon i en pressemeddelelse.

»Hovedpine og andre småting«

Da præsident Trump i januar beskrev skaderne på et pressemøde, forklarede han, at han havde »hørt, at de havde hovedpine og nogle andre småting«.

»Jeg anser det ikke for at være seriøse skader sammenlignet med andre skader, jeg har set,« sagde han så.

Han havde set Iran udføre værre angreb, understregede han:

»Jeg har set folk uden ben og arme.«

Men hovedskader som dem, soldaterne fik, kan også være alvorlige. De kan både manifestere sig som milde hjernerystelser og alvorlige, livslange hjerneskader. De kan forårsage depressioner, hukommelsestab, alvorlige hovedpiner, svimmelhed og træthed, har interesseorganisationen Veterans of Foreign Affairs understreget.

Det har efterfølgende fået forsvarsminister Mark Esper til at understrege på et pressemøde, at Pentagon tager skaderne »meget seriøst«.

Antallet af sårede soldater kan stadig vokse. Det skyldes, at symptomerne ved milde hovedskader kan være længe om at vise sig. Det er også derfor, at det ikke øjeblikkeligt var klart, hvor mange amerikanere der faktisk blev såret i angrebet.

Der var omtrent 200 personer, der opholdt sig i det område, som blev angrebet med iranske missiler, skriver CNN.