Taliban vil frigive sydkoreanske gidsler

Talibanmilitsen vil i løbet af få dage løslade samtlige 19 sydkoreanske gidsler mod, at Sydkorea trækker sig ud af Afghanistan inden årsskiftet.

Talibanmilitsen vil inden længe løslade alle 19 sydkoreanske gidsler, som i over en måned har været tilbageholdt i Afghanistan, oplyste den sydkoreanske præsidents kontor tirsdag eftermiddag.

- Sydkoreas regering hilser aftalen om at løslade gidslerne velkommen, sagde præsidentens talsmand, Cheon Ho-Seon.

Som modydelse lover Sydkorea at trække sine 200 ingeniørtropper og samtlige kristne missionærer ud af det krigshærgede land.

Aftalen kom i stand, efter at de seneste forhandlinger blev afbrudt for to uger siden, da Sydkorea ikke så sig i stand til at indfri Talibans krav om at få frigivet en række af militsens medlemmer fra afghanske fængsler.

En fremtrædende stammeleder, der var involveret i forhandlingerne, sagde til nyhedsbureauet AFP, at gidslerne vil blive løsladt i løbet af tre til fire dage.

/ritzau/