Taliban udsætter henrettelse af sydkoreanere med et døgn

Afghanske styrker og NATO-soldater omringer sted med 23 sydkoreanske gidsler i Afghanistan. Taliban udsætter henrettelsen af gidslerne.

Afghanske sikkerhedsstyrker og NATO-soldater omringede søndag stedet, hvor 23 sydkoreanere blev holdt som gidsler af den islamiske Taliban-milits.

Samtidig meddelte gidseltagerne, at de havde udskudt tidsfristen for en opfyldelse af deres krav med et døgn.

Inden da, havde Taliban truet med at begynde at henrette sydkoreanerne søndag eftermiddag, hvis ikke de afghanske myndigheder løslod 23 fængslede talibanmedlemmer.

- Taliban har udskudt tidsfristen med 24 timer, sagde Taliban-talsmanden Qari Mohammad Yousuf i et telefoninterview med nyhedsbureauet Reuters.

/ritzau/