Taliban tager 22 gidsler

20 sydkoreanere og to tyskere, der kørte i bus, er taget som gidsler i det sydlige Afghanistan. En Taliban-gruppe har taget skylden.

En militant Taliban-gruppe tog 20 sydkoreanere og to tyskere som gidsler i det sydlige Afghanistan.

Det siger guvernøren i provinsen Ghazni. En talsmand for de talibanske oprørere bekræfter gidseltagningen.

Han forklarede derefter, at de to tyskere vil blive frigivet, hvis den tyske regering trækker de tyske styrker hjem fra Afghanistan.

De 22 gidsler kørte i bus, og blev taget til fange sent torsdag aften, sagde guvernør Mirajuddin Pattan.

Guvernøren udtrykte samtidig irritation over, at mange udlændinge kører rundt i hans provins, idet udenlandske statsborgere ofte er mål for talibanernes gidselaktioner.

- De må tro, de kørte rundt i Sydkorea og ikke i det krigshærgede Afghanistan, sagde guvernøren.

/ritzau/