Taiwans militær har mandag lokal tid øvet, hvordan et kinesisk luftangreb mod de strategisk vigtige Penghu-øer skal afværges.

Senere på dagen vil Taiwan for første gang desuden med vilje begrænse adgangen til mobilt internet for at teste, hvordan borgere vil kunne kommunikere, hvis en nødsituation opstår.

Det skriver nyhedsbureauet Reuters, der har fået adgang til øvelsen.

Taiwan tog i sidste uge hul på en 10 dage lang øvelse ved navn Han Kuang. Her øves forskellige scenarier for, hvordan Taiwan skal håndtere det, hvis Kina gør alvor af trusler om at forsøge at indtage øen med magt.

Kina betragter det demokratisk styrede Taiwan som en del af sit territorium.

Taiwan afviser det kinesiske krav om suverænitet og siger, at det kun er Taiwans befolkning, der kan bestemme øens fremtid.

Styrker fra Taiwans Første Teaterkommando åbnede før daggry mandag ild på en strand i Penghu i Taiwanstrædet. Det ligger mellem Taiwan og det kinesiske fastland.

Det skete med M60A3-kampvogne, forskellige artillerienheder og antiluftskyts.

Under øvelsen gik soldaterne sammen om at etablere det, militæret kalder et "forsvar i flere lag". Der var tale om en simuleret fjende, der i øvelsen forsøgte hurtig landgang fra kysten.

Penghu, som ligger tættere på Taiwans hovedø end på Kina, betragtes af taiwanske strateger som et muligt første mål for Kina, skriver Reuters.

Frygten er, at Kina kan forsøge at indtage øerne og bruge dem som base for angreb på Taiwan med missiler og droner.

Også reservister fra Penghu deltog i øvelsen som en del af et 14 dage langt træningsprogram, mens Taiwans militær arbejder på at integrere reservestyrkerne bedre i planlægningen.

Det skal gøre forberedelserne mere realistiske.

Senere mandag vil regeringen i det centrale Taiwan for første gang med vilje sænke hastigheden på det mobile internet under forsvarsøvelsernes civile del.

Formålet er at teste kommunikationen til forskellige scenarier, hvor den kan blive begrænset - fra naturkatastrofer til en kinesisk invasion.

Tjenester som hæveautomater, trafiklys og opkald til ambulancer vil ikke blive påvirket, ligesom fastnet og faste internetforbindelser heller ikke vil være omfattet.

Fredag eftermiddag sendte regeringen en sms-advarsel om øvelsen til mobiltelefoner i hele Taiwan på både kinesisk og engelsk. Der blev i weekenden desuden offentliggjort en videobesked på sociale medier.

Torsdag vil det nordlige Taiwan, herunder hovedstaden Taipei, gennemføre samme øvelse.

RITZAU