Taiwan oplever i øjeblikket stor opbakning fra det internationale samfund.

Det siger Taiwans udenrigsminister, Joseph Wu, fredag.

Hans udmelding kommer, efter at Kina tidligere på måneden gennemførte omfattende militærøvelser nær øen.

»Vi er ikke stoppet med at få nye venner bare på grund af kinesiske trusler mod Taiwan,« siger han ved et pressemøde for udenlandske medier.

Kina satte gang i militærøvelserne, umiddelbart efter at den højtstående amerikanske politiker Nancy Pelosi havde besøgt Taiwan.

Hun er formand for Repræsentanternes Hus og nummer tre i USAs politiske hierarki. Besøget var USAs mest prominente i Taiwan i årtier.

Det skabte stor vrede hos Kina, som mener, at Taiwan hører under Kina.

Men øvelserne har altså blot givet Taiwan flere venner, lyder det fredag.

»På grund af Kinas militære pres mod Taiwan er der flere end nogensinde, der vil komme på besøg og vise deres støtte.«

»Mange internationale venner har allerede fortalt os, at de er meget interesserede i at komme til Taiwan. Formålet er meget enkelt: at vise solidaritet,« siger udenrigsminister Joseph Wu.

I Danmark har politikere fra seks partier for nylig meldt sig klar til at besøge Taiwan, når et forventet efterårsvalg er ovre. Det skriver Politiken.

Der er tale om ordførere fra Venstre, Dansk Folkeparti, De Konservative, Enhedslisten, De Radikale og Danmarksdemokraterne.

Taiwan ligger øst for Kina og betragter sig selv som en selvstændig stat med sin egen valuta og sit eget politiske og retlige system.

Kina anser omvendt Taiwan som en del af sit territorium, selv om parterne har haft hver deres styre, siden borgerkrigen i Kina sluttede i 1949.

Taiwans præsident, Tsai ING-wen, siger mandag, at Taiwans ønske er at bevare status quo for at sikre fred og stabilitet i området.

Der er omkring 23,5 millioner indbyggere i Taiwan.

/ritzau/AFP

Få overblikket hver morgen

Tilmeld dig nyhedsbrevet »Dagens overblik« og få de vigtigste historier direkte i din indbakke.

Jeg giver hermed tilladelse til, at Berlingske opdaterer mig på de vigtigste nyheder fra ind- og udland om politik samfund og kultur mandag-fredag kl.08.00. Jeg bekræfter desuden, at jeg er over 13 år, og at Berlingske Media A/S må opsamle og behandle de anførte personoplysninger til det ovennævnte formål. Oplysningerne kan indeholde annoncer fra tredjepart og i visse tilfælde blive delt med disse. I vores privatlivspolitik kan du læse mere om tredjeparter og hvordan du tilbagetrækker dit samtykke.