Jevgenij Prigozjins magt synes blot at vokse.
Den senere tid har lederen af den militante Wagner-gruppe, hvis lejesoldater kæmper de hårdeste kampe for Rusland i Ukraine, skærpet retorikken over for Kreml. Jevgenij Prigozjin har blandt andet kritiseret, at ammunitionen ikke når frem til hans soldater på frontlinjen.
Til trods for den åbenlyse kritik og Kremls forsøg på at tage afstand til Wagner-gruppens leder ser Jevgenij Prigozjin ud til »at opretholde en stærk politisk indflydelse i Rusland«.
Det skriver den amerikanske tænketank The Institute for the Study of War (ISW) i dets seneste analyse af krigen i Ukraine.
Den senere tid har Prigozjin holdt møder med flere fremtrædende russere, der angiveligt står klar til at hjælpe hans styrker. Blandt andet Veniamin Kondratjev, der er guvernør i Krasnodar Kraj tæt på Krim, som vil hjælpe med at begrave dræbte Wagner-soldater.
»Prigozjin evne til at nå ud til Kondratyev og løse situationen tyder på, at hans indflydelse forbliver stærk,« skriver ISW.
Rapporter indikerer, at det russiske forsvarsministerium forsøger at begrænse Wagner-gruppens magt. Prigozjin er ved at blive for magtfuld.
»En militærblogger med tilknytning til Wagner-gruppen anklagede 19. marts det russiske forsvarsministerium for at sabotere Wagner-gruppens bestræbelser på at genopbygge dets rækker i Ukraine. Hvis det er sandt, antyder oplysningerne, at det russiske forsvarsministerium forsøger at forhindre Wagner i at genvinde politisk indflydelse og genopbygge sine militære kapaciteter i Ukraine,« skriver ISW:
»Prigozjin selv ser ud til at benytte enhver lejlighed til at øge sin medierelevans og fastholde Wagner-gruppens fremtrædende plads krigen.«




