Den indtjening, som Rusland får fra eksport af olie og gas, er faldet i løbet af de sidste 12 måneder - også selv om landets olieeksport er steget målt på mængde.
Det viser data, som er blevet offentliggjort tirsdag, skriver nyhedsbureauet Reuters.
Tirsdag går krigen i Ukraine ind i sit femte år.
En analyse, som er blevet offentliggjort af den uafhængige tænketank Centre for Research on Energy and Clean Air (CREA) viser, at Ruslands indtægter fra eksport af olie, gas, kul og raffinerede olieprodukter landede på 193 milliarder euro - svarende til 1442 milliarder kroner - i de 12 måneder frem til tirsdag.
Det er et fald på 27 procent sammenlignet med en sammenlignelig periode før invasionen.
Rusland er stærkt afhængig af landets energiindtægter for at finansiere krigen i Ukraine. Den afhængighed har fået vestlige lande til at indføre sanktioner, som løbende strammes, mod russisk brændstof for at svække landets militære indsats.
Ruslands gaseksport er styrtdykket siden 2022, som var det år, hvor Rusland den 24. februar invaderede nabolandet.
Sanktionerne har dog indtil videre ikke reduceret landets olieeksport målt på mængden. Landet er derimod blevet tvunget til at sælge olien til lavere priser.
Ruslands indtægter fra eksport af råolie er ifølge CREA faldet med 18 procent i de seneste 12 måneder sammenlignet med året inden.
Samtidig lå eksportmængderne af råolie på 215 ton, hvilket er seks procent over niveauet fra før invasionen, lyder det.
Som reaktion på sanktionerne fra Vesten har Rusland rettet størstedelen af sin råolieeksport mod Kina, Indien og Tyrkiet via skibsfart.
Landet har i den forbindelse ofte måttet ty til sin såkaldte skyggeflåde af gamle, uforsikrede olietankere for at omgå sanktionerne.
Strengere restriktioner kan dog ramme Ruslands brændstofeksport hårdere i år, skriver Reuters.
USA's præsident, Donald Trump, har således gjort det til en forudsætning for en handelsaftale med Indien, at landet reducerer dets afhængighed af russisk råolie.
EU overvejer samtidig et omfattende forbud mod enhver virksomhed, der støtter Ruslands olieeksport ad søvejen, hvilket overgår tidligere sanktioner.
Det lykkedes ikke at vedtage mandag, da Ungarn nedlagde veto på grund af en tvist om en beskadiget ukrainsk olierørledning.
/ritzau/
