71 procent af amerikanerne mener, at det vil være en dårlig idé at bruge militær magt til at overtage Grønland.
Det fremgår af en rundspørge foretaget af analyseinstituttet Ipsos for nyhedsbureauet Reuters.
Fire procent af amerikanerne bakker op om en eventuel militær overtagelse af øen, der hører under det danske kongerige, viser rundspørgen.
Resten har hverken svaret, at de er for eller imod en militær indgriben.
Samtidig svarer knap halvdelen - 47 procent - af amerikanerne, at de generelt ikke støtter USA's indsats for at få kontrol over Grønland.
17 procent bakker til gengæld op om indsatsen, mens 36 procent ikke ved, hvordan de skal forholde sig til sagen.
Den amerikanske præsident, Donald Trump, har det seneste år gentagne gange sagt, at USA har brug for Grønland af hensyn til USA's nationale sikkerhed.
Den seneste tid har Trump og hans administration øget deres fokus på Grønland, som på grund af sin placering i Arktis er strategisk vigtig.
På intet tidspunkt har Trump udelukket, at militær magt kan komme i spil, hvis USA skal have fat i Grønland.
Senest har Trump onsdag skrevet på det sociale medie Truth Social, at forsvarsalliancen Nato skal hjælpe USA med at få kontrol over Grønland.
- Nato bør bane vejen for, at vi får det, skriver Trump.
Som en del af Kongeriget Danmark er Grønland medlem af Nato.
66 procent svarer i rundspørgen fra Reuters/Ipsos, at de er bekymrede for, at USA's forsøg på at få Grønland vil skade Nato-alliancen og USA's forhold til landets europæiske allierede.
Statsminister Mette Frederiksen (S) har sagt, at "alting" hører op, hvis USA angriber en Nato-allieret - altså Grønland.
1217 voksne amerikanere har svaret på rundspørgen fra Reuters og Ipsos. Den statistiske usikkerhed er på tre procentpoint.
/ritzau/
